Camilla ville gerne have Emma igennem en fuld LP3, og det blev det næsten til – vi måtte dog droppe springapporteringen, fordi jeg ikke havde springet med; det har jeg i morgen.
Megan var selvfølgelig med i fællesøvelserne, og det gik rigtigt godt. Hun blev liggende i fællesdækken, selvom den blev ret kort, fordi Emma rejste sig, og da vi til sidst var alene lå hun 2 minutter med mig i skjul. Jeg bilder mig ind, at usikkerheden i forbindelse med øvelsen er på retur …
Fællessitten var bare pragtfuld! Begge hunde sad uden problemer det fulde minut, og det er første gang i meget meget lang tid jeg har oplevet Megan helt i ro i denne øvelse, herligt!
Apporteringen fungerer stadig ikke, men jeg skulle selvfølgelig alligevel prøve et par gange. Megan hænger når vi går ud til keglen, hun ser absolut ikke mod apporterne, når de bliver lagt, og hun synes det er meget underligt at hun ikke bliver belønnet for at hente venstreapporten, bare fordi jeg står og peger til højre … Så nu tager jeg mig sammen, og i morgen træner jeg den dirigering separat.
Stå, sid, dæk er det længe siden vi har trænet (og ja, den skulle også have været opdelt), det vigtige her har jeg fundet ud af er mit tonefald, så ”sit” bliver markant anderledes end ”stå” (hvilket minder mig om at jeg skulle skifte signalet ud), og dækken skal være en blød ”dæææk”, så fungerer det.
Indkald med stå var ikke helt vellykket heller, Megan satte farten ned ved den første distraktionsmarkering, så hun skulle have en ekstra animering for at komme op i tempo; stoppet var flot.
Fremsendingen gik fint.
Da Camilla var kørt trænede jeg lidt med Lille Bjørn. Jeg synes han har virket lidt ukoncentreret det sidste stykke tid. Det går fint at træne indendørs og i haven, og ganske korte pas, men oppe i Jersie er det som om de spændende omgivelser bare overvælder ham fuldstændig. Jeg valgte to favoritøvelser: opsamling i kurv og fremsending til target. Allerede ved fjerde gentagelse af opsamlingen (genstand lagt i forskellige afstande og vinkler) ville han ikke mere. Fremsendingen nåede vi ikke til: jeg klikkede for berøring af target, så gik vi 10 meter væk fra feltet, og jeg sendte ham frem, og han løb i pænt tempo forbi feltet og hen til bevoksningen. Han fik markeret og snuset og min lokken var sådan set ikke en værdig konkurrent til de omgivelser. Så jeg besluttede at stoppe dagens træning med ham.
Og senere aftalte jeg med Charlotte Lia, at jeg skiftede Lille Bjørn ud med Megan til den uofficielle LP-prøve på søndag. Jeg synes det var at udfordre skæbnen at have Lille Bjørn, som han er i dag, med til en prøve i et velduftende ridehus med mange andre spændende hunde.
Dagens drama opstod på eftermiddagslufteturen. Kirsten gik med Lille Bjørn, og jeg tog Megan og Otto ned på stranden i det skønne solskinsvejr, bevæbnet med kamera. Som jeg har gjort så mange gange før slap jeg begge hundene nede i bunden af lagunen, for at kunne tage nogle billeder.
Jeg kunne høre dem rode inde i krattet, og pludselig var der helt stille. Jeg kaldte, og gik lidt rundt, og så dukkede Megan op, men Otto var ingen steder at se. Som man kan se af dette foto falder han godt ind i landskabet …
Men for at gøre en lang historie kort, der var selvfølgelig nogen der havde set mig gå rundt og kalde, og pludselig kom en dame løbende og spurgte om jeg ledte efter en lille brun hund?! Jo tak, Megan og jeg spurtede efter hende og hendes to børn var i gang med at fodre Otto; de var ude at gå tur med deres golden retriever, og havde set Otto løbe rundt i vores nabos have. Puha for en lettelse.Turen blev ikke så lang i afstand, men hold da op for en tur!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar