lørdag den 2. maj 2009

Charlotte Lyngholm - en drøm af en træner

Charlotte Lyngholm (Foto: Conni Hansen)

Da jeg for et par uger siden trænede alene i Jersie stoppede en bilist, fortalte at han tit havde set nogen træne på det areal i Jersie og spurgte om det var noget officiel træning, han kunne deltage i med sin 14 måneder gamle labrador. Jeg fortalte, at det var noget helt privat, og henviste til nogle forskellige lokale træningsmuligheder, herunder et sted i Herfølge (manden fortalte at han boede i Ejby i Køge Kommune). Hans kommentar til sidstnævnte var, at så langt ville han ikke køre for at træne – der er max 10 kilometers kørsel dertil!!

Jeg har gået hos ni forskellige hundetrænere de sidste halvandet år. Det har været en meget hektisk periode, hvor jeg havde travlt med at bringe Megan fra et par beståede dressurprøver i Spaniel Klubben og noget haltende DKK lydighed, til at blive lydighedschampion, samt træne Lille Bjørn rigtigt fra hvalp til lydighedshund. I kronologisk orden er trænerne: Mette Damgaard Sørensen, Karen Frost Knudsen, Mads Møller, Christina Ingerslev, Annette Damsø, Marianne Jensen, Karen Ulrich, Charlotte Lyngholm og Helle Damkjær.

Jeg får derfor tit spørgsmålet: "Hvilken træner synes du er den bedste?"

Svaret er: Det kommer an på! Der er ingen af trænerne jeg generelt vil anbefale frem for andre; det kommer an på en konkret vurdering af den specifikke ekvipage, hvem jeg vil anbefale at man træner hos. Jeg har lært noget af alle trænerne.

Når det er sagt, er det ikke en hemmelighed at jeg det sidste godt halve år kun har trænet hos Charlotte Lyngholm. Der er i øvrigt præcis 60 kilometer hver vej :-)

Der er én bekvemmelighedsbegrundelse: Jeg kan træne Lille Bjørn og Megan på to hold lige efter hinanden. Vi er en lille eksklusiv klub der har lavet det nummer de sidste måneder, i alt 6 deltagere med hunde på begge de to sidste mandagshold!

Og så er der alle de faglige begrundelser.

Jeg blev oprindeligt anbefalet at træne hos Charlotte af Marie Louise, som nævnte at Charlotte også blev kaldt fru Skrap. Og jeg har fundet ud af, at det er der mange, der kalder hende. Det vil jeg ikke drømme om, for det mener jeg ikke er rigtigt.

Hvis jeg kort skal karakterisere Charlotte vil jeg betegne hende som pragmatisk perfektionist. Hun vil have at vi i træningen arbejder efter det perfekte, men i praksis foretager de nødvendige tillempninger. Vi skal bare ikke være i tvivl om hvad det rigtige er. Charlotte kan reglerne for lydighedsprøver udenad, så hun har helt styr på kommandoer, regler, den praktiske overholdelse af disse mv.

En af de nye kursister hos Charlotte var med i Hårlevhallen den 11. april, for at se hvordan lydighedsprøver er i praksis. Hun var rystet over de høje point i LP1 for ikke særligt imponerende præstationer i forhold til træningen hos Charlotte. Og jeg måtte forklare, at der var meget stor forskel på det niveau hun oplevede i praksis og det vi træner efter. Som gerne skulle sikre at vi har det overskud til prøverne, som gør at vi kan miste en øvelse, og stadig få en tilfredsstillende præmiering.

Charlotte har en meget personlig stil som træner. Jeg har efter hver time en fornemmelse af, at selvom vi har været 6-7-8 deltagere, så har det alligevel været mig, der var i centrum. Og sådan tror jeg alle deltagerne har det.

Charlotte er meget direkte i sine tilbagemeldinger. Hun siger hvad hun ser og synes. Og der er ingen omsvøb. Måske er det derfor hun har fået tilnavnet fru Skrap? Jamen jeg kan ikke bruge noget andet. Hvis det jeg gør, ikke er ok, så vil jeg gerne have det at vide, frem for at få det pakket ind.

Charlotte er fantastisk til at iagttage samarbejdet mellem hund og fører, og præcist og konstruktivt pege de detaljer (eller helheder) ud, som der er behov for at arbejde med. Hvis der er detaljer, der ikke fungerer, skal de trænes på plads, før man får lov til at kæde sammen med andre elementer. Og der kommer altid konkrete råd til, hvordan man skal arbejder videre. Der er masser af energi på holdene vi går på, for Charlotte sørger for, at der sker noget hele tiden; godt humør hele vejen igennem og altid masser af inspiration til den videre træning.

Når man går i stå med et moment er Charlotte klar med 1-2-3 løsninger, og jeg ender altid med noget, der fungerer. Og så går vi og joker lidt i baggrunden om at nu virkede det igen det Charlotte foreslog …

Charlotte har trænet et utal af hunde, hun har en meget meget bred erfaring og hun har et enormt menneskeligt overskud.

Charlotte er en meget travl person, og alligevel tager hun sig tid til at komme og se sine kursister til prøverne, hvis hun overhovedet har mulighed for det.

Charlotte er bare en drøm af en træner!

Du kan læse mere om Charlotte på hendes hjemmeside.

4 kommentarer:

Pia Varkil sagde ...

Hej Paul.
Jeg er helt enig i dine betragtninger.
Der er lidt "Maersk" over Charlotte - altid med rettidig omhu :-)
Glæder mig til igen at være en del af Lyngholms mandags "Dreamteam", selvom der går en rum tid endnu!
Hilsen Pia

Paul sagde ...

Hej Pia,
Jeg synes rigtigt godt om din Maersk sammenligning!
Hvornår har du en hund klar til Deeamteam - en betegnelse jeg synes endnu merë om :-))

Mange hilsner

Paul

Camilla Johannessen sagde ...

Hej Paul
Jeg vil gerne kalde Charlotte Fru. Skrap... men ikke i den betydning andre måske bruger det, men i den mest positive betydning... at være skrap til noget/ at være virkelig dygtig til det.. og her kommer tilnavnet I DEN GRAD til sin ret.. for som du også beskriver hende... så er hun skrap til det hun gør, nemlig at observere på fører og hund og deres forhold og give føreren flere redskaber til at nå sine mål med hunden. :)

Paul sagde ...

Hej Camilla,
Ja det er rigtigt godt, det du skriver! Hun er skrap til det hun gør!