søndag den 7. februar 2010

En stille hundeuge

Der er kun blevet til nogle ganske få indførsler i træningsdagbogen i den forløbne uge: lidt træning i indkørslen (haven er ikke til at træne i) og lidt træning i dag i Jersie, hvor Megan var demohund på rallyholdet.
Undskyldningerne står i kø: Jeg startede på en ny, fuldtidskonsulentopgave i mandags, træningen hos Johanna blev aflyst pga. vejret, osv. osv. Bundlinien er, at hvis det betyder noget for mig at træne – og det gør det :-) – så skal jeg til at planlægge det skarpere, så det bliver det fremover. Det betyder ikke, at der ikke kan trænes spontant, men jeg lægger nu nogle træningsaktiviteter i kalenderen.
I tirsdags kom jeg så ikke til træning hos Johanna, men til gengæld kunne jeg være med da Mette holdt introduktion for førerne på det nye hvalpehold i Sydkystens Hundeskole, og det er altid spændende at møde de nye førere, og få genopfrisket hele grundlaget for vores træning. Og så er Mette rigtigt god til at præsentere stoffet – herligt arrangement!
Fredag blev dagen hvor jeg besluttede at trække mit forslag til Spaniel Klubben om at udstede officielle pokaler til årets LP spaniels, samt om at arrangere en LP-prøve for spaniels den 25. september 2010. Forslaget blev fremsat 30. december 2009, efter et par rykkere fik jeg et svar med en del spørgsmål og kommentarer den 12. januar 2010. Jeg svarede samme dag, og har efter opfølgning den 21. januar og rykning for svar den 28. januar fortsat ikke hørt noget. Jeg véd ikke hvad baggrunden er for det manglende svar, men jeg synes da det er synd for klubbens medlemmer, at pokalerne nu bliver uofficielle (jeg udsteder dem selvfølgelig privat i stedet - læs mere her) og at den succesfulde LP-prøve 26. september blev en enlig svale i Spaniel Klubbens regi.
I dag stod den så igen på undervisning i først rally, dernæst i lydighed. Selvom jeg ikke tænker nærmere over det til daglig, så stopper jeg af og til op og tænker over hvor skøn en hund Megan er, og hvor meget hun og jeg har udrettet sammen. Og det var en af dagene i dag, for hun var selvfølgelig helt tændt og på, og var bare så god til at demoe de 16 skilte, som vi brugte i dag.
lydighedsholdet kom jeg også til at tænke på, hvilken udvikling jeg selv har gået igennem de sidste 3½ år, og ikke mindst alle de fejl jeg har gjort træningsmæssigt. Og hvor meget bedre jeg overvejer træningen i dag end jeg gjorde for bare ½ år siden.
Og det prøver jeg at give videre, velvidende at der er en masse erfaringer man skal gøre selv som fører, man lærer ikke i samme grad af mine eller andres erfaringer. Så nogle af punkterne fra i dag, som man altid skal have i baghovedet:
  • Træningen skal være sjov for både hund og fører
  • Det er sjovere når der falder mange belønninger
  • Hvis der skal falde mange belønninger skal kriterierne afpasses, så det kan blive en succes. Det kan godt være hunden kan hjemme, men hvis den er ude skal kriterierne ofte sænkes. Når banen er snedækket skal kriterierne måske sænkes endnu mere. Og måske skal man helt tilbage til basis for at få en succes. Og så er det det, man skal gøre, med mindre man vil indstille træningen :-)
  • Hvis kriterierne er for høje belønner vi for lidt – hvis kriterierne er for lave belønner vi for meget (og ofte for noget som er for nemt for hunden), så vi skal hele tiden tilpasse kriterierne, så vi belønner i en fornuftig rate.
  • Det er ALDRIG en fejl eller et nederlag at gå tilbage i træningen, hvis noget ikke fungerer. Hvis hunden ikke kan en øvelse på et bestemt niveau, så nytter det ikke at hæve kriterierne – det er ikke kvantiteten af træning med kvaliteten der er bestemmende for udviklingen.
  • Ved træning afbryder vi øvelser, hvis hunden ikke gør det rigtige. Vi indarbejder ikke mønstre hvor vi gentager kommandoer, flytter os hen mod hunden osv., vi afbryder og starter forfra. Til konkurrence kan det være noget helt andet …
Jeg har trænet en lille smule herhjemme i eftermiddags, og det er rigtigt sundt også for mig, at få genopfrisket ovenstående kan jeg mærke!
Næste uge står den på træning hos Johanna med Megan på tirsdag – vi glæder os til at komme i gang igen.
Og på lørdag er det så årets første konkurrencer, og de hidtil eneste planlagte, idet både Lille Bjørn og Megan skal op i rally i Sorø.

Ingen kommentarer: