onsdag den 21. september 2011

En normal hundeuge

Efter en hundefri weekend bliver det igen en travl hundeuge (og også arbejdsmæssigt, men det er en anden sag).

Mandag stod den på de to timer hos Johanna. Max arbejdede virkeligt godt, tog bl.a. to runder på baljen, og var igen på på en god måde. Underlaget i ridehallen begynder at blive ret interessant, og jeg skal arbejde lidt mere med at fastholde hans interesse. Godt!
Lille Bjørn var igen en stjerne, og det var på min rangliste en af de allerbedste timer jeg har haft. I en af runderne valgte jeg en fri øvelse, nemlig stå under gang, som har naget mig et stykke tid. Lille Bjørn fastholder ikke positionen, hvad er det som går galt? Det så Johanna straks: Jeg har klikket for at han gik med (efter vendingerne), eller for at jeg kom helt tilbage ud for ham – det har så haft den sideeffekt, at han gerne vil gå, idet jeg er næsten tilbage, for så kommer der jo en godbid. Når jeg beskriver det sådan er det nemt at se fejlen: Jeg skal naturligvis belønne for at fastholde positionen mens jeg bevæger mig væk/tilbage den ene og den anden vej … Det gav hurtigt resultater, så vi klør på.
I går på Maries hvalpehold gik det nogenlunde – Max var meget interesserede i det nyslåede græs, og var noget mindre koncentreret end normalt. Vi fik trænet lidt target, stå, dæk og balje, men med 10 minutter igen stoppede vi, der var ikke mere tilbage.
Begynderholdet for voksne hunde, som jeg også underviste i går, udvikler sig rigtigt spændende. Deltagerne har selv ønsker til indholdet – og det kan jeg godt lide. I går var der fokus på næsearbejde, apport, in the box og balje. Der er et par kandidater til lydighed på det hold, de arbejder meget seriøst og man kan se resultaterne!
I dag havde jeg planlagt træning af egne hunde i haven, ca. ½ time i alt med fokus på nogle få momenter pr. hund. Max: balje, target, stå og dæk. Lille Bjørn: stå under gang, stillingskift (dæk-stå og sit-stå) samt næseprøve. Og endelig Megan: fri ved fod på højre side, sideskift og højrehandling af bakning i forskellige variationer. Efter sådan en ½ time fører jeg nu disciplineret dagbog, og reflekterer over den enkelte hunds performance (og dermed mit førerarbejde). Det skal der som altid tænkes over. Der er ingen tvivl om at jeg pt. er en bedre fører for Lille Bjørn end for de andre. Jeg vil gerne lige god for dem alle sammen …
I morgen står den på næstsidste runde af mit skønne LP-hold, fredag har jeg en enetime, lørdag morgen tager jeg til Sorø med Megan og deltager i OEC-støtterallyen, og lørdag eftermiddag træner jeg i Jersie med tre andre – fokus er på Lille Bjørn og nogle udvalgte LP2-øvelser, inden søndagens prøve med ham i Fensmark.
Ellers er der flere spændende aktiviteter på hundefronten. Forhåbentlig går planerne med at leje en hal for det næste halve år til Sydkystens Hundeskole på plads i denne uge, og vi er klar til at udbyde en lang række kurser samt udleje hallen til andre interesserede.
30. september til 2. oktober får vi igen i Sydkystens Hundeskoles regi besøg af Niina Svartberg til foredrag om "Konkurrencepsykologi og mentaltræning" fredag og kursus i konkurrencelydighed i weekenden. Der er stadig ledige pladser til foredraget og til weekendkurset (dog uden hund).
Og endelig skal det nævnes at den revitaliserede Nørdklub har fået tilpasset ambitionsniveauet med den planlagte prøve den 28. april 2012. Det har været en rigtigt sund øvelse at diskutere hvad vi ville med Nørdklubben og med prøven.

1 kommentar:

Lone Sommer sagde ...

"samt udleje hallen til andre interesserede."

Meget meget spændende!!!
Glæder mig til at høre nærmere.