torsdag den 9. februar 2012

Når enden er god

Det bliver desværre ikke til så meget spontan træning i øjeblikket, det er nemmere med de faste aftaler. Men i går fik jeg lige 10 minutter i haven med Max, og det er godt nok dejligt at arbejde med ham. Jeg synes det er gået lidt trægt med flere af LP-øvelserne, men i virkeligheden er det nok mest pga. manglende træning. For når jeg varierer træningen kan jeg få fuldt fokus i rigtigt lang tid, og han er lynhurtigt opfattende, og ekstremt fokuseret på godbidder og signaler; så jeg får præcis det jeg signalerer – hvilket ikke altid er det ønskede :-)
Specielt er jeg glad for en stigende dækfasthed, for nogle pæne søg efter næseprøvepind og sidst men ikke mindst at han to gange tog træapport i munden (ikke den med skind) – stort skridt fremad!!
I dag var det så den ugentlige gang Johanna træning. Jeg husker pole, kasse, touch mv. indimellem for at holde gejsten, og bortset fra at indkaldet til allersidst var lidt uskarpt (ok efter over 1 times træning) var det rigtigt godt. Jeg var specielt tilfreds med feltet (introduceret med hævede sider à la inside/outside), et flot LP1-spring og gode fremskridt i fællesøvelser og stillingsskift.
Lille Bjørns time gik helt galt fra starten. Han var i totalt snus næsten med det samme, rejste sig fra fællessit efter ca. 40 sekunder (jeg kan ikke mindes, hvornår han sidst ikke har holdt positionen), og rejste sig fra fællesdæk, hvor jeg var i skjul, efter godt 30 sekunder. Da jeg så ikke kunne få ham i gang til fri ved fod kogte jeg over, og var lige ved at få det røde kort – og blev meget fornuftigt sat i gang med kasse og pind, og fik Lille Bjørn i gang igen. Derefter lave han nogle ret flotte stillingsskift og et par rigtige fine fremsendinger – han lavede en flot dæk i feltet, selvom jeg troede han var uden for rækkevidde pga. snus. Næseprøven gik op i hat og briller, fordi han skulle snuse til underlaget, men han fandt den rigtige næseprøve to gange og kom flot ind til sidst. Og vi sluttede med noget ret flot fri ved fod og fik nogle tips til eliminering af de små skæve pladser i vendinger og 2-skridts øvelser.
Så det endte med at blive en fantastisk træningsaften – og en erkendelse af at både Max og Lille Bjørn rigtigt gerne vil arbejde, bare deres fører opfører sig som fornuftig leder.
Der mangler lidt detaljer, men foredraget med Niina Svartberg dem 10. oktober Belöningsträning för konkurrensringen er allerede slået op, og jeg har naturligvis allerede tilmeldt mig – selvom det virker som om der er uendelig lang tid til :-)

Ingen kommentarer: