torsdag den 22. marts 2012

Skøn træningsaften

Det er heller ikke blevet til meget hundetræning i denne uge heller, men i dag kom jeg heldigvis i gang igen.
Mandag skulle de tre LP-hold hver især have fokus på deres svageste øvelser, og det er sjovt at se at der er favoritter blandt de svageste. Fx skulle alle begynderne have næseprøve, og næsten alle de garvede have dirigeret apport. Næste runde er sidste runde, og der er 8 der skal igennem en LP1-generalprøve og resten skal fokusere på deres stærkeste øvelser. Det bliver en herlig afslutning.
Tirsdag trænede jeg lidt fri ved fod med Megan i hallen, da jeg alligevel skulle derud i anden forbindelse.
Onsdag var jeg til workshop i Stockholm, men heldigvis svigtede SAS ikke da jeg skulle hjem, jeg landeden 10 minutter før tid i Kastrup og var i hallen 17:45 til et rallyhold som skulle starte 18:15. Masser af tid :-)
Begynderholdet udvikler sig fantastisk. Stort set alle kan efter 3 gange gå ret lange forløb med godt flow, og næste gang får de nogle færdige baner at arbejde med. Med pointgivning og det hele, og med tilladelse til at bruge godbidder som belønning undervejs.
Specialholdet havde Anita og jeg udfordret. De skulle gå begynderbanerne, men holde hænderne på ryggen. Det var forbløffende så godt det gik – en masse af de hjælpehåndsignaler, som førerne ”plejer” at bruge, var væk, og hundene kunne udføre øvelserne mindst lige så godt, og helhedsindtrykket var pænere. Til sidst sluttede vi af med den konkurrence, hvor man skal huske de skilte, om de forudgående ekvipager har udført og så udføre yderligere en øvelse.
I dag startede første runde af Johnnas nye runde torsdags-LP-hold, og første runde foregik i hallen i Greve, og jeg havde overset at holdet var flyttet 20 minutter i forhold til forrige runde, så Max og jeg kom for sent …
Men han var meget mere på end sidst, og vi lavet nogle flotte øvelser, ikke mindst en superflot lineføring og en virkelig god tandvisning. Der var flere andre gode momenter, men disse to øvelser var hele træningstimen værd!
Så var det Lille Bjørns tur, og han var fantastisk tændt!!! Der var nogle detaljer der ikke virkede, men helhedsindtrykket var fantastisk
  • Fællessit: 2 x 50 sekunder, og normal afslutning. Flot.
  • Fællesdæk: 30 sekunder i skjul klik/godbid, 1 minut i skjul klik/godbid og så 1:30 i skjul og afslutning i dæk. Og vild glæde. Superflot.
  • Fri ved fod: Blændende; han er totalt på, følger flot i alle gangarter og med pæne 2-skridtøvelser og vendinger. Nogle enkelte skæve pladser kan jeg godt leve med.
  • Stillingsskift: Vi gik ind i rummet og jeg brugte måtten til stillingsskift. Der var nogle flotte sekvenser, det største problem var faktisk at dække, hvilket vi senere fik problemer med i forbindelse med dæk under gang. Der var så meget andet flot, så jeg arbejdede ikke videre med det i dag
  • Dirigeret apport: Johanna lagde ud, og det var en fornøjelse at opleve Lille Bjørn på toppen. Han sad helt stille ved siden af mig, så Johanna lægge apporten, stod knivskarpt ved keglen, fulgte min dirigering direkte, kom flot ind med apporten i plads, blev siddende på sin bliv kommando, slap på slip-kommandoen og blev siddende til jeg roste (jeg glemte fri …). Det er den flotteste dirigeret apport han har lavet og det så rigtigt godt ud
  • Springapport: En rigtig favoritøvelse. Kun en enkelt bliv for at blive siddende med apporten.
  • Stå, sid, dæk under gang: Stå var perfekt, men hverken sit eller dæk ville han indtage. Det var tydeligt at han forsøgte, men der var et eller andet der generede. Vi ser på det i morgen
  • Indkald med stå: Jeg prøvede på kort afstand inde i rummet (ca. 10 meter), og der kom to flotte stop, hvor han simpelthen bremsede hårdt på gulvet direkte på kommandoen og gled - ingen tvivl om at han forstår kommandoen.
  • Fremsending: Jeg forsøgte en enkelt gang fra cirka 10 meter. Jeg viste feltet mens han var i snor, og han trak mod feltet. Han styrtede ud på kommando, og begyndte at snuse midt i feltet. Øv ærgerligt. Næste gang var det perfekt: stop, afdækning, gå rundt og belønning for at blive liggende
En virkelig skøn træningsaften!

Ingen kommentarer: