fredag den 4. maj 2012

Ny energi!

Vi kom forbi et sted med denne skiltning ...

Onsdag har Anita og jeg er par hold i Osted. Det sidste hold er et blandet rally/LP-hold. Da der var fire af deltagerne på mandags LP-holdene i Solrød, der ikke kunne komme i mandags, blev de i stedet inviteret til Osted. Jeg havde aftalt at vi skulle afprøve en fællesdæk med Lille Bjørn efter den almindelige træning.

Inden første hold trænede jeg lidt fri ved fod, som jeg har forsømt noget – med det resultat at Lille Bjørn forventer, at han bliver bedt om at indtage en position … Det mønster er vi ved at bryde. Så arbejdede vi med stillingsskifter og sluttede med en perfekt dæk-stå på 13 meter. Springapporten var super, bortset fra at han ikke holdt apporten, men jeg havde givet ham slipkommandoen inden. Og så lavede vi den mest fantastiske fremsending på 20+ meter.

Så var han i bilen indtil fællesdækken. Jeg havde aftalt at han skulle ligge mellem Helles Tristan (Berner Sennen han) og Lailas Donna (collie tæve). Anita styrede slagets gang. Lille Bjørn rejste sig efter 1:30 (mit kriterium var 1:45), se det ligner et mønster. Han blev dækket af igen, og rejste sig igen efter 3:00 (da havde jeg været i skjul 1 minut), blev dækket af og vi afsluttede normalt. Mønstre skal brydes, så næste gang Anita og jeg træner sammen har vi aftalt at hun skal belønne ham mens jeg er i skjul.

Torsdag var der ikke noget hundetræning, men et fantastisk måltid på l’Education Nationale.

Torsdag aften skrev jeg til nørderne, om der var nogen der ville træne i Jersie fredag kl. 14, og Christina og Tempo mødte op. Vi fik 1½ times skøn træning, jeg nye indfaldsvinkler til nogle problemområder og Lille Bjørn en ny ven :-)

Inden Christina kom trænede jeg med Max. Fri ved fod, indkald, stå og dæk. Rigtigt godt alt sammen. Så trænede vi lidt rally – Max er nu tilmeldt sin første prøve, den 29. juni 2012 – men i det sekund Tempo dukkede op forsvandt al koncentration; der skal virkelig arbejdes med forstyrrelser. Så i morgen kommer Max alene med til Dyrskuepladsen i rally. Så kan vi træne blandt mange hunde …

Megan trænede jeg intensivt i 10 minutter, og når vi gør det på den måde er der godt nok fokus fra hendes side. En masse sideskift, bakning til højre, venstre og væk, fremsending til kegle, spin og twist, samt diverse højrehandling. Hun er lækker at arbejde med!!!

Så blev det Lille Bjørns tur. Efter lidt opvarmning gik vi i gang med fællesdækken. Christina og jeg havde aftalt en plan A (hun skulle klikke og belønne efter 1:15 og efter 3:00, jeg skulle bare blive i skjul), og så nogle forskellige alternativer planer. Det var ikke planlagt at Lille Bjørn skulle rejse sig efter 20 sekunder … Christina dækkede ham af igen. Lidt senere rejste han sig igen, det gjorde Tempo også, fordi der var en der absolut skulle lufte sin hund lige der hvor vores hunde lå :-( Vi afbrød showet og sluttede med en succes: 2:15 hvor jeg var synlig hele tiden. Og så fortalte jeg Christina om, hvad jeg fortæller kursister på fællesøvelsesholdene, og vi blev enige om, at en opgave til Lille Bjørn, når han ligger, måske ikke var så tosset.

Så arbejdede vi med dirigeret apport. Græsset var ikke nyslået, så jeg kunne dårligt se apporterne selv, men selvom Lille Bjørn drejede mod uret mod en venstreapport endte han med at løbe i den rigtige retning, og skulle kun have lidt hjælp af Christina for at finde apporten. Derfra gik det fint, og han smed apporten på min kommando. Så fik jeg lige et kursus af Christina i at lade hunden vælge godbid fra når den skal vælge mellem apport og godbid. Det arbejde vi videre med; det er afslutningen af tre øvelser (dirigeret apport, springapport og næseprøve), der påvirkes af dette.

Så skulle jeg lige udnytte at Christina havde lagt et felt. Og hvad skete? Lille Bjørn valgte feltet fra, og Christina og apporten til. Hold da op, jeg skal da virkelig arbejde med at være mere værd for ham!!!!

Endelig arbejde jeg lidt med bakning, jeg skal jo huske at vi også har nogle rallyprøver, der skal bestås!

Hjemme igen kunne jeg godt mærke, at Lille Bjørn gerne ville arbejde videre (det ville alle tre hunde gerne), og efter lidt pause gik jeg i gang med ham igen. Vi arbejdede med bakningen, og fik lidt input fra Kirsten (gladere stemme, ikke dreje kroppen).

Og så fandt jeg lige i gemmerne en lille massiv bold med snor i, som Lille Bjørn tændte helt på, og vi fik arbejdet med nogle superflotte stop i indkald. Lille Bjørn har nogle meget hurtige indkald, og jeg har gået og overvejet at træne et ”langsomt indkald”, som skulle bruges til at stoppe ham. Men som Anita sagde: Hvis du kan stoppe ham på den halve afstand, når han har fuldt fart på, så kan du også lære ham det på fuld afstand … Det er sådan noget jeg selv siger til kursister, og jeg havde ikke et godt modargument. Så nu går vi efter det!!

Og så arbejdede jeg med apporten, og sørme, efter 10 gentagelser holdt han fast i apporten og jeg kunne flytte rundt på den, og han slap først på min kommando. Det skal vi nok få på plads!!!

Der er masser af detaljer at arbejde med med alle hundene, og hvor er det hyggeligt!!!

Ingen kommentarer: