lørdag den 2. juni 2012

Det rykker


I går var jeg inviteret til Dansk Brugshundeklubs afdeling i Rødovre for at holde er indlæg om Underviserteknik. En let opdateret udgave af foredraget som jeg holdt i lørdags på DGI Agility Convention. Jeg lægger meget vægt på planlægningsdelen som grundlag for et succesfuldt undervisningsforløb, herunder at man som underviser inden kurset har fastsat sine succeskriterier.

Mine egne succeskriterier er ikke alle lige målbare (det skal de helst være), men ét meget vigtigt succeskriterium for mig, er at kursisterne rykker: at der sker en udvikling. Og på onsdagsholdene er der flere, der virkelig rykker. På hvalpeholdet en ung pige med familiens helt unge golden retriever. De startede på holdet, da hunden var 8 uger og 5 dage, og gør fantastiske fremskridt. Jeg har allerede store ambitioner på de tos vegne :-) Og på LP- og rallyholdene er der også et par af kursisterne Anita og jeg er imponerede over; det er virkeligt inspirerende at opleve nye kursister, som i løbet af ganske få træningsgange har eminent kontakt, og bare kan træne helt struktureret. Så er det virkelig sjovt at være instruktør!

Ved torsdagens træning hos Johanna var der rigtigt gode distraktioner. Max var helt vild med det unge lam, og løb fra mig første gang jeg tog linen af, for at forsøge at komme ind og lege med lammet. Jeg havde derefter snor i ham i træningstimen, men koncentrationen var fin og der er dejligt at opleve, at der er ved at komme meget mere ro på træningen.

En højløbsk tæve på det næste hold, og vi skulle træne på det efterfølgende. Ok, Lille Bjørn stoppede da nogle gange og skulle snuse i græsset, men det var ikke meget og jeg blev ikke påvirket af det. Træningen gik supergodt, og ligesom Max arbejdede han godt hele timen igennem. En god træningsomgang – igen!

Torsdag var også dagen hvor vi fik besked om at Lille Bjørn er blevet far. Hans parring med Anna Bell har resulteret i én hanhvalp. Vi regner med at skulle se hvalpen i begyndelsen af juli, kombineret med noget andet på Fyn.

Og i går var det så foredrag for 17 af instruktørerne i Dansk Brugshundeklub – Rødovre. Jeg kendte flere end jeg troede af dem, og det blev en vældigt hyggelig aften med masser af gode diskussioner.


Jeg fik en dejlig kurv som gave, og man skulle tro de kendte min (og Kirstens) smag, lutter lækkerier :-)))))

I dag er bilen så blevet pakket med diverse remedier til rallyprøven i Osted i morgen. Et telt, nogle stole, spring, kegler, en masse foderpræmier, diverse papirer – og så er bilen proppet. Det bliver første gang, jeg selv skal til prøve med tre hunde på én dag, og det bliver Max’ prøvedebut. Han har katalognr. 1 og bliver dermed dagens første hund på banen.

Ingen kommentarer: