fredag den 9. november 2012

Tre hunde

Jeg har den luksus at have tre hunde at træne LP og rally med og konkurrere med. Onsdag og torsdag fik jeg så en sjælden anledning til at gå til træning med alle tre. Max træner fast hos Anita om onsdagen og Johanna om torsdagen. Lille Bjørn træner fast hos Johanna om torsdagen. Da Megan jo ekstraordinært skal til LP (og rally!) prøve i weekenden, havde jeg aftalt med Johanna at tage Megan med i stedet for Max.

Det er år siden jeg gik til LP-træning med Megan sidst, det var helt hyggeligt at komme i gang igen, selvom træningen er frygteligt fokuseret mod LP-prøven på lørdag, og indsatsområderne indpasset derefter. Her er den totalt ærlige status:
  • Fællessit: Hun begyndte at hænge på sin karakteristiske facon, så jeg forstærkede efter 45 sek. På en god dag får hun 10, men hun kan godt finde på at lægge sig længe inden minuttet er gået
  • Fællesdæk: Hun rejste sig da jeg forlod hallen. Men jeg regner den stadig for en sikker øvelse
  • Fri ved fod: Jeg synes faktisk hun går pænere end dengang vi konkurrerede ”for alvor”, men det skal der så heller ikke så meget til. Vi får bestemt ikke høje karakterer, men det skal nok gå
  • Stillingsskift: Stå-ned stinker, og stå-sit er ikke så godt. Resten er fint. Vi får point regner jeg med, men hvis vi er uheldige kommer hun ud over en hundelængde for hurtigt
  • Dirigeret apport: Den trænede vi ikke i går, men jeg regner med at hun gør det rigtigt
  • Springapport: Sikker øvelse
  • Stå, sid, dæk under gang: Stå sikker, dæk ret sikker, sit absolut ikke sikker – der skal lidt hjælp til
  • Indkald med stå: Jeg lavede 5 indkald i går, hvoraf kun ét var med stop, men hun vil godt nok gerne stoppe af sig selv. Hvis hun ikke stopper af sig selv får vi point :-)
  • Fremsending: Jeg troede indtil for nylig at det var en sikker øvelse, men når der er distraktioner er det ikke … Jeg tror det bliver en succes, naturligvis!
  • Næseprøve: Efter onsdagens rod i denne øvelse var det dagens fokus øvelse hos Johanna. Og naturligvis gjorde Megan det brillant: I første fremsending var der lagt en godbid under den rigtige pind, Megan tog pinden og var på vej tilbage, da hun pludselig opdagede godbidden, smed pinden og tog godbidden, tog næsepinden og ind i plads!!!! 2. gang var det perfekt.
Jeg er MEGET tilfreds med gode, gamle Megan!!

Så var det Lille Bjørns tur. Ham var jeg ualmindeligt tilfreds med. Han snusede rigtigt meget, nogen gange for meget, men når vi skulle arbejde for alvor var han på og gjorde det godt.
  • Fællessit: Han lagde sig efter 50 sekunder, blev sat igen, og derefter normal afslutning efter 2 minutter
  • Fællesdæk: Perfekt i 4 minutter
  • Fri ved fod: Ganske fint
  • Stillingsskift: Stå-dæk skal vi have kørt kampagne på, men ellers rigtigt pænt
  • Dirigeret apport: 2 gange flotte stop og 2 gange flotte apporteringer og afleveringer. Et enkelt ”uheld” undervejs = førerfejl
  • Springapport: 2 superflotte
  • Stå, sid, dæk under gang: Knivskarpt
  • Indkald med stå: 5 gange med bagudbelønning, afstand variabel 8-15 meter, og alle ok
  • Fremsending: Første gang stop ved kant lidt før feltet, men derefter perfekt
  • Næseprøve: Lagt op ad adskillelse til resten af hallen, som han ikke brød sig om. Og så gjorde han det til 10!
Både Megan og Lille Bjørn er klar til søndagens prøver.

Da jeg lå i sengen i går aftes kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor forskelligt der er at træne de tre hunde. Selvfølgelig er det det, men måden det er forskelligt på er interessant. For alle tre hunde afspejler jo i den grad deres træners formåen. Ikke bare i dag. Men i hele deres levetid.

Og heldigvis kan jeg selv se fremskridt, ikke mindst i det helt afgørende: attituden. Megan er på en del af tiden, men jeg skal virkelig arbejde for at få kontakt, og hun slår hurtigt fra. Lille Bjørns kontakt skal jeg også arbejde for at få, men når vi arbejder, så arbejder vi, og han har fokus på opgaven. Max er vildt lækker at arbejde med: Han tilbyder kontakt hele tiden, og når jeg beder om kontakt får jeg den; og han er totalt fokuseret, når vi arbejder.

Jeg nyder at arbejde med alle hundene, men efter at jeg har arbejdet konsekvent med Christina Ingerslevs anbefalinger i forhold til Max, og bakket op af mine to knivskarpe trænere Anita Jakobsson og Johanna Allanach, så er det godt nok ekstra lækkert at træne med Maximus :-)))))

Og så er det da også ham jeg mest lyst til at konkurrere med. Og det var derfor lidt underligt at få katalog til weekendens prøver, hvor jeg ”kun” har tilmeldt Megan og Lille Bjørn. Men muligvis kommer Max også med, og det bliver da det sjoveste af det alt sammen!!!

Ingen kommentarer: