lørdag den 7. december 2013

Mere agility!


Onsdagens rallyhold fik fornøjelsen af bl.a. ovenstående keglebane. Jeg skulle prøver forskellige kombinationer af med slalomer og spiraler, og det blev til en sjov lille bane, specielt da det endte med at alle skilte med kegler blev vendt.

 På den anden bane havde jeg lavet en finurlig kombination med dobbeltspring – ro – spring den ene vej, og Spring – ro- spring den anden vej (så hunden skulle stoppes mellem de to spring). Det er nemt, hvis man har dels en videre kommando (så hunden ikke stopper mellem to spring og venter), dels en stopkommando - der virker – så man kan stoppe den mellem to spring.

Det er noget af ekstra bonus ved at undervise i rally: at prøve forskellige kombinationer af, og så efter behov tage dem ind i baner til prøver.

Torsdag skulle jeg have trænet med Lille Bjørn og derefter have et rallyhold, men stormen Bodil førte til en aflysning.

Fredag eftermiddag var jeg svagt øjeblik fristet til at tage ud og træne i stedet, men det blev ved tanken.


Bodil er vi sluppet stort set uskadt fra. Et par havestole var blevet flyttet lidt – vi håber på små havestole til foråret :-)

I dag havde jeg fået mulighed for at komme til agility træning hos Sarah Lorentzen. Sissel Bagge havde arrangeret et par timers træning med en veninde fra Jylland (med border terrier), Lene Lunde (glathåret foxterrier) og mig med Max.

Det var meget inspirerende. Jeg fik arbejdet med en række helt basale færdigheder, som:
  • Hvordan jeg stillede mig ved i min startpositionen (vægt på fødderne, kropsholdning, hænders placering, placering i forhold til skilt)
  • Meget præcise håndtegn til at guide Max – hele tiden
  • Løbet frem ad banen, jeg skulle prøve to forløb mellem en række spring, og begge virkede, men krævede at jeg skulle være virkelig præcis for at Max gjorde det, jeg ønskede
Det var ikke så nemt, men meget lærerigt. Max arbejdede fantastisk og gjorde alt hvad jeg dirigerede ham til, hvilket ikke nødvendigvis var den rette vej gennem banen. Tre stykker legetøj som belønning, næsten ingen godbidder, og han arbejdede godt hele tiden.

Han måtte gerne være lidt frækkere blev vi enige om, og det blev han også til sidst. Både Max og jeg synes agility er sjovt, og vores samarbejde er fantastisk, når jeg tænker mig om og placerer mig korrekt …

Sarah var, som jeg ønsker mig af enhver instruktør: superhurtig til at iagttage, hvad der skete, god til at give feedback og beskrive hvordan jeg kunne gøre for at støtte Max bedre. Og god til at rose!

Der er ingen planer for træning i morgen, men jeg håber at kunne snige lidt ind mellem de planlagte juleaktiviteter.

Ingen kommentarer: