fredag den 3. januar 2014

Luksus(problemer)

Året er startet fint træningsmæssigt. Daglig selvtræning i hallen med 2-3 hunde, det føles godt.

I onsdags var det Max og Megan jeg havde med, jeg trænede sammen med Anita og Osseau. 1. januar kl. 11.00-12.30, sjovt at der ikke var andre tilmeldte …

Med Max stod den på højrehandling, sideskift, spin og twist samt diverse sjove apporteringer – halen oppe, det var godt. Med Megan masser af højrehandling, og vi sluttede lige med fremsending til LP-felt, nu det stod fremme. Masser af god energi i begge hunde og en dejlig start på det nye år.

I går var jeg alene i hallen med Lille Bjørn og Max. Lille Bjørns fokus: 2-skridtsøvelser, stillingsskift (ikke hoppe frem), positioner under gang (kun stå og sit), indkald (kun stop), fremsending (kun til felt) og så arbejdede vi ellers med at fastholde apporten. Max: stillingsskift, sjove apporteringer, positioner under gang (1 af hver), indkald (2 gange), fremsending og afslutning med flot næseprøve.

For begge hunde: God energi, masser af leg og vi stoppede bestemt da begge gerne ville fortsætte …

I dag var jeg lige ved at blive fristet til en hundelufte/legetur ved Ishøj Strand, men heldigvis valgte Kirsten og jeg at besøge Frida Kahlo udstillingen på Arken i stedet.

Til eftermiddag tog jeg så Max og Megan til selvtræning, fokus i dag var rally for begge. Med Max arbejdede jeg mest med fremsending til kegle, derfra til felt og et par gange apport. Efter nogle gentagelser lignede det noget ret skarpt. Vi kom over det punkt, hvor han var frustreret – og han lyttede efter kommandoerne. Det blev også til højrehandling, diverse rallyspringøvelser og sideskift.

Timen blev disponeret så Max var på 20 minutter, Megan 20 minutter og så Max 10 minutter – jeg passer virkelig på med at styre mig!!!

Med Megan var det kun rally: sideskift (nye og gamle), dobbeltspring-stå, snur rundt på begge sider, fremsending til kegle og fremsending til felt og så det løse. Begge hunde arbejdede virkelig energisk, Megan pustede glad da vi skulle slutte, men hun ville bestemt også gerne have fortsat. Men 20 minutter uden nævneværdige pauser med hende, det føles som et rigtigt godt træningspas.

På mandag starter de faste rutiner igen efter ferien. Dels med arbejde, dels med undervisning og egen træning.

Hundedelen omfatter:
  • Undervisning på to LP-hold mandag
  • Deltagelse med Max og Lille Bjørn på to LP-hold tirsdag med Susanne Bach som instruktør
  • Undervisning med Anita på to rallyhold onsdage
  • Torsdage er pt. deltagelse med Max på Agilityhold hos Annette Klink Dalgaard og to gange “K9 Nosework” og “Match to Sample” hos Johanna, hvor den ene gang lapper over. Det må kaldes et luksusproblem
Jeg skal ikke glemme, at der er en dobbeltprøve i rally igen på søndag, to dobbeltprøver på en uge er der meget pænt. Den på søndag er samtidig Anita debut som rallydommer. Megan og jeg får æren at være første ekvipage, hun skal dømme :-)

Ingen kommentarer: