Amanda og Dumle (foto: Anita)
Jeg er glad og stolt over, at jeg har fået lov at offentliggøre Amandas indlæg.
I går, da jeg var til hundetræning, havde jeg en samtale der omhandlede usikkerhed og selvkontrol. I dag kom jeg til at tænke nærmere over den samtale.
Jeg har siden 2008-09 trænet Rally, det begyndte jeg på, fordi min mor var begyndt at træne Lydighed (LP) og jeg selv trænede agility. Min mor har aldrig været stor fan af agility, mens jeg aldrig har været stor fan af lydigheden. Men så fandt hun dette sjove træningsfænomen, som jo er Lydighed, der lige går lidt stærkere, det stiller ikke så mange krav og det handler bare i bund og grund om at have det sjovt.
Jeg er et meget stort konkurrencemenneske, der altid har haft det utrolig dårligt med at blive nummer 2. Så da jeg i september 2009 var til min første rallyprøve og det ikke gik særlig godt, blev jeg selvfølgelig meget sur…
Amanda og Osseau (foto: Johanna Allanach)
Min mor sagde, at jeg jo bare kunne træne noget mere, men når man er en doven teenager, så kan det jo være lidt svært. Nå men jeg fortsatte med at gå til agility og træne rallyøvelser ind imellem. Jeg trænede stadig kun én gang om ugen. Jeg fortsatte og kom i ekspertklassen, hvilket er en klasse, jeg ikke bryder mig om, mest pga. af den dumme æresplads… Og så pressede jeg mig selv så meget, fordi jeg VILLE op i championklassen!
Så til mange prøver blev jeg så hysterisk, fordi det gik dårligt og jeg forlod banen. Da det var sket tilstrækkelig mange gange, blev min mor sur og sagde, at jeg enten tog mig sammen ellers var det slut med at give penge for at tage til konkurrencer.
Så jeg prøvede at tage mig sammen, men blev stadig for nervøs, så til sidst aftalte jeg med min mor, at det nok var bedst, at hun gik op med ham i stedet for mig…
Nå, Osseau blev champion, så nu var det jo bare op i championklassen!
Og der har vi nu været i 2-3 år, og jeg hygger mig hver eneste gang, jeg er til konkurrence. Selvom vi måske ikke er de bedste, så har vi en fest hver gang, vi træder over det kantbånd! Ja, jeg bliver nervøs og selvfølgelig kokser det nogen gange. Men jeg elsker at være i den klasse, og så er jeg faktisk bedøvende ligeglad med om Osseau nogensinde bliver superchamp.
Lige pt træner vi kun agility, han kommer formentlig aldrig til at løbe konkurrencer, da han er senior og er for stor til at skulle løbe mellem. Men vi har en fest, hver gang vi tager til træning og han elsker det!
Min pointe med at fortælle det her, er at vi tager til konkurrencer for vores skyld og ikke for hundens, jeg er sikker på Osseau sagtes kan nøjes med bare at træne.
Tilbage til det, jeg faktisk ville fortælle om, selvkontrol og usikkerhed. Jeg var en gang til stævne i Border Collie Klubben og på det tidspunkt ejede Osseau ikke særlig meget selvkontrol, som han jo gør i dag.
Men lige før jeg skulle ind på banen, var der en border collie, der kiggede ondt på Osseau, så han blev sur (usikker), jeg tog ham ind på banen og vi begyndte. Ved tredje skilt tog han springet, det var ikke meningen, men pga. den usikre start, så han noget, der gjorde ham sikker og tog det. Vi fortsatte og han endte nok med at tage springet 4-5 gange, men fordi han var usikker, fik han stadig af vide, at han var den dygtigste hund, der gik på banen.
Nogen gange kikser det og der må man jo gøre tingene til en fest i stedet for at tude over det! Så meget har jeg lært ved at gå Rally med Osseau!
Amanda og Dumle (foto: Grafiko.dk)
I 2013 fik jeg omsider selv en hund, en blandingshund på 3 år, som jeg godt nok har kendt siden han var hvalp, en hund, jeg vidste måske ikke altid havde været den letteste eller haft det letteste liv, en hund, der aldrig er blevet ordentlig socialiseret, en hund der i den grad var misforstået! En hund, der aldrig, var blevet trænet, en understimuleret hund, der blev beskyldt for at være dum. En hund, jeg i 3 år gerne ville eje, jeg ved ikke hvorfor, men der var noget specielt ved ham.
Da min svigermor omsider kunne se fornuften i, at han blev min, så BLEV han min!
Dommer Pia Hansen-Schwartz med vinder af øvet klasse I
Ølstykke 6. april 2014: Amanda og Dumle (foto: Anita)
Jeg startede med at træne ham, med hjælp fra min mor og flere andre dejlige hundefolk. Og i dag har jeg en fantastisk, dejlig, arbejdsglad, men dog stadig meget usikker hund, der virkelig ikke ved noget bedre end at træne.
Amanda og Dumle (foto: Anita)
I Rally er vi rykket op i ekspertklassen, vi har dog endnu ikke bestået, hvilket nok mest skyldes, at jeg bliver usikker. Ikke, at jeg ikke vil stå ved det, men i bund og grund, så mangler jeg træningen i den klasse.
Vi er samtidig også begyndt at træne LP, der mangler jeg selvfølgelig også træning, men til vores sidste prøve bemærkede jeg, at Dumle var usikker hver gang jeg var væk fra ham og derfor begyndte han at koncentrere sig om omgivelserne i stedet for mig. Så nu er det besluttet, at vi ikke skal op i LP-prøver før til foråret. Der er jeg formentlig lidt mere trænet i det.
Til vores sidste Rallyprøve skulle vi sidde æresplads først, det syntes jeg jo var fedt, men da det gik i vasken, måtte jeg jo bare se, om jeg kunne bestå klassen. Det gik umiddelbart fint, indtil vi kom til en højrespiral, der var placeret ved kantbåndet, hvor der lå en totalt sød hund, (syntes Dumle i hvert fald), hvilket resulterede i at Dumle - for første gang i sit liv - valgte at forlade banen… Jeg tænkte: hvad skete der der? Der skete det, at jeg ikke havde støttet min hund nok og det betød så, at han ikke syntes jeg var sjov at være sammen med. Det blev der lige spekuleret over i to sekunder, hvorefter vi gik ind og forsatte banen, med en fest og Dumle havde i hvert fald en fest og forlod den bane som han skulle, GLAD!
Jeg har fundet ud, af at jeg ikke behøver at dæmpe min hund så meget mere, som jeg skulle da vi startede med at træne, nu skal jeg derimod passe på, jeg ikke dæmper ham for meget, så han bliver usikker og begynder at finde andre mere spændende ting at lave, end det han lige var blevet bedt om…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar