torsdag den 30. oktober 2014

Træning med forstyrrelser


Der er masser af forstyrrelser, når man træner i Sydkystens Hundeskoles hal. Naboerne arbejder tit om aftenen, og der kommer ofte høje og uforudsigelige lyde. Gulvtæppet kan også være distraherende de første par gange, og såmænd også derefter. Så er der selvfølgelig alle dem, man træner sammen med; det samlede træningsareal er cirka 400 kvadratmeter, så man skal holde øje med, hvor de andre er, når man træner.

Dertil kommer så de distraktioner, som trænerne vælger at lægge oveni.

På tirsdagens træning hos Susanne med Lille Bjørn skulle vi cirkle om en anden deltager i fri ved fod, og i stillingsskift blev der cirklet om os plus der var ekstern belønning bagved. Lille Bjørn var totalt skarp, og udførte det hele fornemt.

Næseprøven var lagt, så der lå en Dentastix efter den med min fært, og sørme om ikke Lille Bjørn uden problemer fandt den rigtige, blev klikket og vendte tilbage, selvom det var tydeligt at han opdagede Dentastixen. Virkelig sejt.

Til gårsdagens afsluttende runde på mine rally- og LP-hold behøvede jeg ikke gøre noget selv for forstyrrelser, det sørgede naboen for i rigt mål, hvilket tydeligt påvirkede et par af hundene. Men da førerne arbejdede fokuseret med problemet, kom der noget godt ud af det.

I dag havde jeg Max med til selvtræning og derefter på Johannas hold. Her brugte jeg bevidst de andre som forstyrrelser, bl.a. ved fremsendelse. Max laver de flotteste fremsendelser fra alle mulige vinkler og med diverse forhindringer, herunder interessante buer for ikke at komme for tæt på andre hunde.

De to fokusøvelser hos Johanna var først næseprøve, hvor han trods lidt presset lavede flot søg og superflot aflevering. I dirigeret apport var det eneste han ikke så, at apporten blev lagt, for der skulle holdes øje med en, der flyttede spring og andre der lavede øvelser. Og hvad gjorde Max: flot udgang, perfekt apportering af den rigtige og flot aflevering.

Det er virkelig en fornøjelse at arbejde med de to skarpe hunde hos de to skarpe trænere, som forstår at udfordre på en god og udviklede måde.


Dagen startede med denne skønne udsigt på stranden, jeg kom til at tænke på udtrykket: smuk som jordens skabelse.

Ingen kommentarer: