Intet i Vejen

 Søndag morgen på mennesketom strand

Christina & Tempo og jeg med Max og Megan brugte en masse timer i bilen, godt tre timer i Vejen og få minutter på banen. Max var på banen 2:10:22 plus en æresplads, Megan i 3:23:34.

Ingen af os har været i Vejen før, så det med parkering og at finde ringen var på ”tag det som det kommer” plan.

Vi havde cirka 10 minutters gang fra parkering til ring viste det sig, og prøverne skred hurtigere fremad end vi havde regnet med. Så min plan A – at lufte hunde, aflevere bøger og så stille hundene ud igen – blev erstattet af plan B, hvor jeg blev med hundene, for der var vidst kun et kvarter fra vi kom, til jeg skulle ind til første banegennemgang.

I processen fandt vi ud af, at Megan snildt kan slappe af i bur (hun lånte Tempos), det kunne hun ikke i sine unge dage, så det er noteret på huskelisten.

Trines ekspertbane var lækker, med et fint flow, og Max’ og min opvarmning gik som den skulle. Der var dog lige et sted lige uden for banen, som trak voldsomt og hans tænder klaprede, helt sikkert tegn på en løbsk tæve. Jeg trak ham væk fra stedet og vi lavede opvarmningsøvelser nogle meter derfra og gik ind på banen, da det blev vores tur.

Max var ikke helt så på, som jeg kunne ønske, men jeg gjorde som jeg skulle, og arbejdede med kontakten. Der var en øvelse, som var på kanten af at jeg skulle lave den om, men jeg gjorde det ikke. Der var en rigtig ommer, hvor jeg simpelthen ikke havde kontakt (bakning) og så 2 1’ere. Ærespladsen sit foran var uden problemer.

Jeg blev trukket 3 for ”burde have lavet den om”, så vi endte med 92 point og blev 5. vinder.

I konkurrencen om at komme til årets hund rykkede vi ned som nummer 4, men skulle fortsat være helt sikre med 34 point ud af 45 mulige.

Prøven foregik i store ring, og der var masser af stande lige i nærheden; jeg fik bagefter at vide at en gruppe børn havde afprøvet pivedyr mens vi var oppe – jeg opdagede det overhovedet ikke, fuldt fokus på Max.

Så den positive konklusion er, at selv på en relativt dårlig dag, så kan vi gå rigtigt godt. Og der er godt grundlag for meget mere forstyrrelsestræning.

Megan var oppe som nr. 2 i championklasse, hun havde slappet af i Tempos bur, og vi havde varmet op som vi skulle. Jeg havde nok undervurderet, hvor frisk hun var, for hun var virkelig på, og reagerede ualmindeligt hurtigt på mine signaler.

Mit klartegn til dommer Trine lignede til forveksling en skift side foran, så det startede vi med, da vi gik i gang før skilt 1. Jeg lod mig ikke påvirke (Christina bemærkede, at man kunne se, at jeg lod mig påvirke af det) og ellers gik det strygende.

Der var en synkronvending, hvor mit håndtegn igen blev opfattet som noget sideskift, der var bak væk fra fører, hvor Megan simpelthen ikke anede hvad jeg prøvede at få hende til (teori fra Johanna: nu havde jeg korrigeret nogle gange for ting, hun faktisk havde udført korrekt, det var bare forkerte signaler fra mig, så det var ikke umuligt, at hun var blevet forvirret). Og så en ommer ved sideskift foran.

Hun var virkeligt dejlig på og et rigtigt godt eksempel på en hund, der arbejder fantastisk, og gør alt hvad føreren beder om. Føreren kan bare stramme sig an!

1 x 10, 4 x 3 og 3 x 1 endte med 75 og 9. vinder I et stærkt felt. Vi er stadig nr. 10 i kvalifikationen til Åres Hund, hvor de bedste 15 champions går til finalsen.

Det var Megans rallyprøve nr. 99, nr. 85 hun har bestået, og det er altså skønt med en ældre dame der er så fuld af energi stadigvæk.

Dagens ubetingede højdepunkt var Christina og Tempos banegennemgang. Jeg dømte naturligvis med fra sidelinjen og ville give hende 99½. Dommer Trine rundede op til 100 :-) Det var en lille finurlighed, som muligvis kun Trine, Christina og jeg så. Og vi var enige om, at den ikke skulle koste et helt point. Meget fortjente Max point til Christine og Tempo.