tirsdag den 14. juli 2015

Det var vel nok en dejlig dag



Overskriften passer heldigvis til de fleste af mine dage :-)

Men i dag var alligevel noget særligt. Morgentur med hundene på stranden. Første foto med de to drenge, Megan var allerede på vej nordpå.


Næste foto taget på badebroen, nu kun med Megan. Lille Bjørn flirtede med en større hund, Max hyggede sig med en dejlig springer spaniel – han fik lov at snuppe dens legetøj.


Kirsten handlede, mens jeg gjorde klar til aftenens rallyhold – hvor fokus skulle være på starter.

Kirsten trimmede Max, mens jeg pludselig gik i planlægningsmode med hensyn til DM den 29. august. Anja og jeg skulle finde tid til en coaching session inden DM, og det gik op for mig, at jeg slet ikke var kommet så langt i planlægningen.

Men pludselig kom der gang i den. Der er indskrivning til DM fra kl. 8, og selvom jer først skal op i ekspertklasse vil jeg meget gerne være til stede fra start, bl.a. for at heppe på Lonni & Morgan og Lone & Pizza i begynderklasse.

Jeg skal rigtigt tidligt hjemmefra for at være i Århus ved 8-tiden, så løsningen blev, at finde et sted at overnatte.



Så var trimningen gennemført og Kirsten og jeg tog til Det Gamle Røgeri i Greve og fik en dejlig frokost, enkel og lækker.
 
Under frokosten kom invitationen til DM pr. mail, så vi kunne virkelig fejre den officielle meddelelse!

Det med overnatning var ikke så nemt.

Lonni og jeg har koordineret og ville bruge samme sted som jeg skal overnatte 9. oktober, men der var booket.

Anita fandt nogle alternativer, og mens dette skrives er to af mulighederne åbne og Lonni og jeg beslutter os i morgen.

Det bliver perfekt at kunne få en god middag, lufte hunde og så møde friske lørdag morgen.

Aftenens træning var en skøn oplevelse (det håber jeg også deltagerne synes!).

Oprindeligt havde jeg opslået LP-holdet 18-19 for selv at træne sammen med 1-2 andre og rallyholdet derefter bare lidt for sjov. Og pludselig stod jeg med 5 på hvert hold og måtte gennemføre undervisningen superdisciplineret.

Rallyholdet havde fokus på starter (det var et ønske fra kursist), så alle fik 7 starter på diverse korte baner, hvor der samlet var 0 championskilte, 2 ekspertskilte, 1 øvede skilt og resten begynder.

Vi fik talt om starter, om motivation og samarbejde, om at alle fejl er førers skyld, om at fokusere på nuet osv. Vi talte også om den sømløse (selv om jeg ikke brugte det ord) overgang fra at være uden for banen til at komme ind på banen.

Det er os, som førere, der ofte gør noget i den overgang, som får tingene til at fungere helt anderledes indenfor end udenfor. Min påstand er, at for hunden betyder det INTET at gå over kantbåndet, for føreren betyder det ofte alt. Det er føreren, der begynder at gøre underlige ting inde i ringen, så den gennemsnitsbegavede hund tænker: nu sker der noget specielt, jeg må hellere være anderledes end jeg plejer at være.

Det samme, når momenter udføres forkert. Hunden er ikke klar over det, det er kun førers adfærd der gør, at hunden finder ud af, at noget ikke er, som det skulle være.

Det var dejligt at se, at flere førere ændrede adfærd og begyndte at grine af fejl og hundene reagerede slet ikke på det – modsat at de reagerede på en fejlmelding.

Ingen kommentarer: