tirsdag den 4. august 2015

Op- og nedture

Fantastisk tirsdag morgen

For snart et år siden skrev jeg en blog med titlen Op- og nedture om bl.a. en næsten traumatisk rallyprøve med Max 14. september 2014. Jeg kom til at tænke på den prøve i går da Max og jeg var til den første af fire DM rallyafpudsningsrunder hos Johanna.

Opvarmningen gik fint, men da vi skulle gå den fulde bane var han helt væk og søgte over til Johanna flere gange. Jeg var slet ikke forberedt på det, efter den famøse prøve har vi gået 19 prøver hvoraf kun en enkelt har været lidt spooky (i Nyborg, men den gøende hund på æresplads).

Johanna fik naturligvis hurtigt opsummeret, hvad der kunne påvirke situationen: Lille, lukket område (træningspladsen i Ringsted), varmt, flere gøende hunde.

Ærespladsen gik fint indtil den hund, der gik banen, kom for tæt på (og ovenikøbet gøede), uha.

Vi arbejdede med kontakt, kegler/forstyrrelser, springsekvenser med tunnel og anden runde gik meget bedre.

Det var virkeligt godt at få prøvet dette i en træningssituation, og nu er jeg 110 % obs på det til næste runde.

Til aften havde jeg arrangeret uofficielle LP-prøver i Jersie med i alt 10 deltagende ekvipager. Det var tilrettelagt perfekt, så Anita og Osseau skulle op som nr. 1, og dermed kunne jeg gå op med Lille Bjørn som nr. 0, inden det ”officielle” program.

Det var meget varmt og præcis noget vejr, som Lille Bjørn ikke bryder sig om. Så det skulle vi arbejde med.

Det gik en del over forventning, Lille Bjørn arbejdede virkelig godt. Her er hans øvelser med Anitas kommentarer og karakterer (samt mine kommentarer)
  • Fri ved fod. Langsom gang: lidt hæng, et enkelt stop. Almindelig gang: Lille smule hæng ellers pænt. Løb: Pænt. 1 ekstra kommando i 2-skridts ellers pænt. 7
  • Stillingsskift. Tager ingen positioner. 0
  • Apportering. Hænger i udgang til kegle. 4 ekstra kommandoer. Stor skæv plads. 7 (han gik mod forkerte apport, men på det tilladte antal kommandoer fik jeg stoppet ham og han tog den rigtige og holdt i afslutning)
  • Springapport. Stor skæv plads ved afslutning. 9 (han holdt!!!)
  • Stå, sit, dæk. Hænger noget ved vendinger og 1. position. Fører animerer meget. 8½
  • Indkald med stå. 1 ekstra kommando ved afdækning og ved indkald og afslutning. Stor skæv plads. 7½
  • Fremsending. Smukt. 10. (Lækkert!!!)
  • Næseprøve. Ekstra kommando ved fremsending. Smider lidt langt fra fører, ekstra kommando og skæv plads. 8½ (Han diskriminerede!!!)
  • Helheldindtryk. Smukt mv. 8½
Det var en fornøjelse at være dommer/instruktør sådan en aften. Masser af flot førerarbejde. Anita & Osseau gik (noget af) det smukkeste jeg har set dem gå. Dina og Troja gik en fantastisk LP2 (og lavede begge LP3-fællesøvelser til 10). I LP1 hæftede jeg mig specielt ved at Alice og Dina/Ronja gik nogle flotte programmer og dagens allerbedste oplevelse var Karina og Nomas program, som jeg bedømte til 174 point.

De fleste kommer til Jersie til officiel prøve på søndag, og jeg håber det går mindst ligeså godt som i aftes.

Lille Bjørn og jeg føler os helt klar!

Ingen kommentarer: