lørdag den 31. oktober 2015

Træning og planlægning

Max med nyt legedyr - rotten er HELT død!

Det har været en aldeles overordentlig glimrende dag på hundefronten!

Keep it simple

Det startede med godt en times rallytræning med Christina og Tempo. Jeg havde Megan og Max med. Christina havde planlagt to ganske korte baner (i alt 11 skilte inkl. start og slut), og temaerne var ”skilte hvor håndtegn nemt kan forveksles”, ”kort afstand mellem svære skilte” og ”forstyrrelser".

Start - sit foran venstre rundt stop – sit foran 1-2-3 skridt bagud – stå foran bak – indkald – bakke 2 skridt.

Start – hund snur rundt – cirkel om fører – sideskift foran – bakke 3 skridt.

Det var bare hårdt arbejde at være fører! Vi skulle have vores hund sikkert igennem banerne, mens den anden gjorde, hvad hun/han kunne for at forstyrre. Virkelig god træning i at holde fokus. Vi fik lavet diverse variationer over temaet og sluttede med fuld bane, og pludselig var der gået en time.

Megan var virkelig fantastisk, og stort set ikke til at distrahere, Max er så troskyldig og lod sig lokke, men han kom efter det!

Christina og jeg har aftalt yderligere en række træninger og vi møder helt sikkert toptunede til Årets Hund – bornholmerne får intet foræret!

Eftermiddagens træning foregik i hallen i Ringsted, hvor Johanna var med den første time og Conni og jeg begge timer. Jeg havde Lille Bjørn og Max med og ikke planlagt ret meget, så det måtte jeg lige høre for, og planerne for det videre forløb er lagt til aften!!!

Med Lille Bjørn har jeg fantaseret lidt om at han skulle gå HTM og meget spontant (i dag) spekuleret på at arbejde mod en FP2. Han synes det er sjovt at træne, men jeg må indrømme at jeg bliver nødt til at beherske mig, så jeg nøjes med LP og rally med ham.

Max skal det hele, men i dag måtte jeg i mangel af planer nøjes med at lade mig inspirere til, hvordan FS1-programmet kan gribes an. Og hvordan HTM2-programmet skal opbygges.


I HTM2 fortsætter jeg som tidligere skrevet med Walking the Dog. Jeg har redigeret nummeret (helligbrøde!!!!) så det nu er 2:37. De første 1:30 er som i HTM1, så kommer der en del, hvor jeg løber P2, P6 og P1, en del med P3 og P1 i langsom gang og så en afslutning med P1 sidelæns. Et ret lækkert nummer i mit hoved.


FS1 – When I’m 64 – også redigeret (endnu mere hellligbrøde!!!) for at komme under 2:30 og er nu endt på 2:11. Jeg har nu nogenlunde detaljeret beskrevet programmet, men der sker bestemt finpudsning, når jeg begynder at arbejde med det.

Det har været en virkelig lærerig og inspirerende dag på flere fronter og jeg glæder mig MEGET til at arbejde med de to nye programmer.

fredag den 30. oktober 2015

Fantastisk!

Megan for 5 år siden

Jeg havde min femte coachingsession i går.

Som forberedelse havde jeg bl.a. gennemgået prøverne det sidste halve år, altså siden nedsmeltningen 26. april.

Megan har været til 12 rallyprøver, har gået sit livs banegennemgang som 12+ årig, og kombinationen af en veltrænet hund ved godt helbred og godt førerarbejde er en cocktail, som fungerer fint til prøverne.

Lille Bjørn har været til 7 LP-prøver, fået 3 2. præmier og 3 3. præmier og er blevet 2. vinder to gange og 3. vinder to gange i stærke felter.

Max har været til 13 rallyprøver, blev nr. 8 ved DM, har vundet 3 og blevet nr. 3 i 2. Han har bestået FP2, FP3 og Titelprøven 2 gange. Han har været oppe i HTM1 4 gange, vundet to, 1 x nr. 3 og 1 x ikke bestået, 13 Q points og titlen HTM1.

Læsere af min blog véd, at den dramatiske forbedring af resultaterne skyldes anvendelse af coach (Anja), og fokus på mental træning (guru: Lanny Bassham).

Hvad er det mere konkret, der er sket?
  • Min mentale tjekliste og min praktiske tjekliste kører nu på det ubevidste plan
  • Jeg bruger meget bevidst mental træning/visualisering
  • Jeg fokuserer på det næste, fremfor at tænke på det hele. Fx i søndags, hvor jeg fokuserede på hver prøve for sig
  • Jeg har meget bedre opvarmningsrutiner
  • Jeg er meget mere bevidst om kontakt med hunden under prøverne
  • Jeg erkender, når tingene ikke fungerer (både prøve og træning) og korrigerer med det samme
  • Jeg tænker over hvad der er fair overfor hunden
Jeg er blevet et meget gladere menneske, jeg er blevet en meget bedre fører for mine hunde, jeg har fokus på at have det sjovt, og jeg nyder den kildrende fornemmelse, når samarbejdet bare fungerer. Jeg er kommet rigtigt langt på ganske kort tid, og jeg har tænkt mig at rykke meget længere.

Mine resultatmål blev senest formuleret 23. september:

Megan Lille Bjørn Max
ÅH rally C 2015 top 10
Kvalifikation DM rally C 2016
Kvalifikation ÅH rally C 2016
DKLPCH
Kvalifikation DM rally E 2016
Debut i rally C (?)
FP3
HTMF
ÅH rally E 2015 nr. 4
HTM1
Kvalifikation DM rally C 2016
Kvalifikation ÅH rally C 2016
LP3
HTM2

Tre af Max’ mål er nået (FP3, HTMF og HTM1), men der er kommet nyt mål til: FS1.

Oveni glæden ved alt det ovenstående kom der lige en bonus i form af at Rallyinstruktøruddannelsen 2016 blev overtegnet på knap 12 dage. Det er Anita og jeg ret imponerede af og vi glæder os til at gå i gang til januar. Vi har også seriøst overvejet endnu et hold til efteråret, for interessen er bestemt til stede!

Der er ingen konkurrencer i weekenden, men lørdag formiddag står den på rallytræning med Christina og Tempo, lørdag eftermiddag HTM-træning med Anita, Conni og Johanna – en rigtigt lovende dag!

Hvor kom titlen fantastisk fra?

Anja talte hvor mange gange jeg brugte ordet i løbet af coachingsessionen på en time. 9 gange.

Jeg er virkelig rykket meget!

tirsdag den 27. oktober 2015

Stort og småt


Det kan godt være at jeg har været hundenørd et stykke tid (!), men det er ikke blevet bedre efter at HTM/FS er kommet ind i billedet. I går - på vej til træning hos Johanna - lyttede jeg, som jeg oftest gør, når jeg kører bil, til P1, der var en udsendelse med musik til monsterfilm, og det var ret fascinerende at lytte og forestille sig musikken til noget HTM/FS, Paul som Godzilla?! Jeg blev faktisk så revet med at jeg kørte for langt og måtte vende – det var altså også mørkt, men alligevel.

Johanna mindede mig også om en enkelt ting – der var muligvis også andre – som jeg havde glemt at nævne i blogindlægget i går. Den første sekvens var dobbelt fristende 8-tal, tysker foran tunnelåbning og så tunnel fra den anden ende af tunnelen. Jeg arbejde med at holde Max’ opmærksomhed, det gik strygende og vi kom til tunnelen, som jeg klarede fantastisk med håndtegn og kommandoen slalom – heldigvis ignorerede Max sin fører og løb igennem :-)

I dag blev det ikke til så meget P1, men masser af When I’m 64 og Walking the Dog. Den endelige beslutning er truffet, det er de to numre som skal anvendes i FS1 og HTM2. Første træningsseance med fuldt fokus på dette bliver lørdag med Anita og Conni.

Jeg skal også se at komme i omdrejninger med træning frem mod Årets Hund i rally og kvalifikation til DM 2016 i rally, så på lørdag formiddag skal alle tre hunde nok med til noget selvtræning sammen med Christina og Tempo. Det bliver godt.

Der var ingen træning i dag, men et dejligt bestyrelsesmøde i Sydkystens Hundeskole hos Christina, med tid til masser af hyggehundesnak.

Turen frem og tilbage blev i vidt omfang med lytning til ovenstående to melodier, og der er masser af ideer til momenter der skal indgå i de to programmer.

Og så skal jeg huske at nævne, at jeg glæder mig over at overgangen til normaltid har gjort, at jeg nogle enkelte dage endnu kan lægge Godmorgen!-fotos på Facebook.

mandag den 26. oktober 2015

Rallyudfordringer - og nye planer

Rally - igen uden skilte

Det var ikke længe Max fik lov at hvile på laurbærrene, allerede til aften skulle vi til sidste runde på Johannas rallyhold – næste runde starter heldigvis om en uge :-)

Denne gang var temaerne: fokus, fristelse og spring. Dobbelte fristende 8-taller, vendinger før spring, bakninger før spring, vendinger før tunnel, sideskift mellem spring, fremsending til kegle fra position mellem to spring, positioner under gang på række, og i hver position skulle fører gå 8-tal omkring to af de kegler, som udgjorde linjen hvor positioner skulle tages. Osv.

Masser af udfordringer, masser af grin, masser af læring og først og fremmest masser af fokuseret hundearbejde (og førererne var også ret fokuserede). Endnu engang meget energisk undervisning fra Johanna og jeg tog hjem i højt humør med Max, som i dag var min rallystjerne :-)

Ellers skal det ikke være nogen hemmelighed at en del af aftenen i går og dagen i dag har været brugt til at nyde følelsen af den fantastiske dag i går - det føltes godt i går og dejligt i dag.

Og så skulle der formuleres nogle nye/justerede mål.

For godt en måned siden (23. september), skrev jeg en række resultatmål for alle tre hunde. Tre af Max’ otte (!) mål var: FP3, HTMF og HTM1. De sidste to er kommet hurtigere end jeg havde regnet med, specielt HTM1.

Jeg har derfor i dag gjort det usædvanlige for mig at melde fra til en prøve, nemlig HTM1 med Max den 21. november. Jeg havde tilmeldt for at have en ekstra chance til at opnå Q points i år. Egentlig passede tidspunktet dårligt, for jeg er oppe til begge rallyprøver samme dag og skal op til Årets Hund dagen efter. Så en aften HTM-prøve dagen inden Årets Hund var måske ikke toptiming. Men luksusproblemet er løst, og jeg har meldt fra i dag.

Planerne for det videre HTM-arbejde er justeret.

For det første træner jeg nu målrettet mod at kunne debutere HTM2 i første kvartal 2016. Jeg har ikke lagt mig endelig fast på musikken, jeg havde jo sådan set besluttet mig for Main Street, men jeg synes ikke helt jeg kan slipper Walking the Dog, så jeg har hørt den fulde, godt 3 minutter lange udgave i dag. Der er gode muligheder i musikken, så jeg hælder meget til at fortsætte med den. Flere positioner, mere præcision, skarpere vendinger, temposkift. Masser af gode træningsmuligheder.

For det andet skal vi definitivt arbejde seriøst med FS. Det var meget improviseret i For sjov i går. Med en ordentligt planlagt rutine kan vi lave et fint program, for Max kan jo rigtigt meget også på tricksfronten, og When I’m 64 er altså bare fantastisk at gå til. Og så skal jeg finde ud af hvad jeg skal gøre med den stok :-)

søndag den 25. oktober 2015

RBM RØM DKRLCH LP1 LP2 HTMF HTM1 Borderhouse Terranova aka Max


En stolt fører med sin HTM-hund! (Foto: Conni Hansen)

Vi fik virkelig en dag ud af det ved dagens HTM-prøver på Garbogaard. Max og jeg tog afsted ved 7-tiden og var hjemme lidt i 19, og vi var begge godt slidte.

Vi skulle op til tre prøver: HTM1, For sjov og Titelprøve. Til det sidste overvejede jeg at melde fra til den sidste, fordi vi fik titlen i Feldballe, men jeg endte med at gå op til alle tre prøver.

HTM

Vi var oppe som nr. 9 ud af 10 i HTM1, super opvarmning og en rigtig god følelse under programmet. Der var nogle enkelte situationer, hvor kontakten røg, men jeg fik ham straks tilbage igen.

Prøven varede cirka 1½ minut og jeg var totalt forpustet bagefter, jeg var 110 % fokuseret på at få samarbejdet til at fungere, og havde fuld kontakt med Max hele tiden og hold da op, det krævede energi.

Der er egentlig ikke noget jeg synes jeg kunne have gjort anderledes i situationen, og jeg var rigtigt tilfreds med prøven, en meget fed fornemmelse.

Dommernes vurdering (Lizza, Jette P, Sonja):
Udførelse
  • Fint arbejde 8,2
  • Flot udførelse, god kontakt, indimellem en smule uopmærksomhed, men han kom straks tilbage. Lidt uens afstand i nogle positioner især i skift/vendinger 7.8
  • Flot. Lidt uopmærksomhed ind imellem, men han er på hurtigt igen. Pas på at han holder positionen når i bakker. 7.8
Sværhedsgrad
  • Rigtigt fint for klassen 8
  • Fint program 7.9
  • Fint 7.9
Fortolkning
  • Der er en del af dine skift der ikke passer med musikkens skift – og prøv at komme lidt mere rundt i ringen, den er stor og I har fart nok på til at nå vidt omkring 7.5
  • 7.8
  • 7.9
Vi endte med 23.6 point, bestået, 3. vinder på dagen, 3 Q points og dermed HTM1.

Jeg er overordentlig meget tilfreds og også ganske paf.

For titlen er opnået på 4 prøver på under 5 måneder. Vi fik 5 Q point 5.6, 5 Q point 9.10 og 3 i dag, der er en enkelt ikke-bestået imellem (26.9). Jeg synes det er sket meget hurtigt, men vi har også fået den bedste hjælp der kan opdrives: undervisning hos Anja og Johanna samt træning med Anita og Conni har virkelig givet god udvikling af programmet og meget bedre førerarbejde.

FS



Jeg havde valgt at bruge For Sjov klassen til Max’ og min debut i FS til When I’m 64.

Vi har ikke trænet et sammenhængende program, men jeg mente det var en perfekt anledning til at prøve noget FS af. Her er Johannas kommentarer:

Udførelse: Fin åbningspose (udførsel). En del tøven gennem programmet der gør at flow mangler lidt. Dog er de fleste tricks skarpe og velindlærte. 6.0

Sværhedsgrad: En del heelwork (dog ikke for meget). Mangler lidt sammenhæng mellem øvelserne. Passende sværhedsgrad for klassen med hensyn til moves og links. Flot åben/close pose. Måske lidt for meget svært/svært på dagen. 8.3

Fortolkning: God fortolkning og godt tilpasset til ekvipagen 8.5.

Titelprøven (dommer: Anja Christiansen)

Her er øvelserne med karaktererne fra Hangar 17 og fra i dag:

1. Spring: 5 – 4½
2. Fremsending til felt 1½ - 4
3. Positionsarbejde. Dæk i feltet 3 sekunder. 5 - 4
4. Cirkel om rekvisit og fører 2 gange. 4 - 3
5. Rekvisitarbejde: Rulle håndklæde ud. 5 – 4½
6. Bakkeøvelse. Max skulle stå foran mig med ryggen til og bakke mens jeg gik baglæns. 2½ – 2½
7. Slalom mellem ben. 4 - 3
8. Arbejde med ryggen til føreren. Jeg havde valg sit-dæk. 4 – 4
9. Twist: 2 drejninger for og bag handler. 2 - 3
10. Potearbejde: Krydse poter i dæk. 2½ - 3
11. Heelwork. 4 – 3

Samlet 38,5 point og 3.5 i gennemsnit. Og dermed endnu en bestået Titelprøve,

En lækker første side fra HTM-resultatbogen

fredag den 23. oktober 2015

Spark og kuldegysninger


Det er svært at overse og –høre at Kim Larsen fylder 70 år i dag. Jeg har aldrig været rigtig Kim Larsen fan, men jeg beundrer ham som sangskriver, komponist og sanger – og når han er bedst får jeg kuldegysninger af hans sange. De mest simple sange kan i hans fortolkning blive ja, hvad skal jeg skrive, fantastiske.

Jeg hører P1 om morgenen på vej til arbejde, og lige inden jeg landed i dag spillede de ”Dengang da jeg var lille”, med det skønne omkvæd: ”Dengang da jeg var lille, dengang da jeg var lille, Var verden vidunderlig”.

Tankerne kørte rundt mens sangen spillede og bagefter.

Jeg vil ikke skrive om alle mellemregningerne, men der indgik 26.4 (LP nedsmeltning med Lille Bjørn), 26.8 (rally med Max på Bornholm, hej far!), 26.9 (HTM flop prøve med Max) og 21.10 (HTM flop træning med Max).

Lonni optog de to generalprøver i onsdags, jeg så dem et par gange hver i går, og det var ærligt talt skodførerarbejde det meste af tiden.

Jeg fik nogle mentale ”spark” af Anita og Lonni, som var øjenvidner til træningen, jeg gav mig selv nogle kraftige spark, jeg genlæste en fantastisk mail jeg fik efter 26.9 og jeg besluttede, at det skulle være løgn.

Så i går, da var jeg var til firmaarrangement i København, benyttede jeg en del af togturen til at gennemføre nogle visualiseringer af HTM-programmet, hvor jeg var en fantastisk fører og bare kunne mærke, at jeg fik kuldegysninger, for hold da op hvor Max på.

Det gode var, at det var så lidt jeg gjorde anderledes end til træningen, men det virkede.

Heldigvis var hallen i Køge ledig i dag 16-17, jeg har booket, tager derned med Max og vi har en fest sammen. Og så er vi klar til søndag!

Ovenstående er skrevet fredag morgen, det næste efter dagens træning.

Jeg endte med at tage Megan med sammen med Max til træningen, for hun vil altid gerne med og bliver ”snydt” ret ofte.

Programmet var helt klar i mit hoved: opvarmning med Max, HTM1 med Max, HTM1 med Max, rally med Megan, For sjov med Max og fri leg med begge hunde.

Jeg varmede Max op med det nye opvarmningsritual (inkluderer rotte eller lignende), og så kløede vi på med Walking the Dog, og jeg stoppede efter godt 30 sekunder, da han slog fra.

Jeg mærkede efter og kunne konstatere at jeg havde gjort fejl (igen!), jeg spændte, da han fejlede. Så ud og lege og så start igen. Se, det var en helt anden fører; Max gik et fantastisk program med belønninger undervejs og et nyt legedyr som afslutning.

Derefter direkte ind og endnu er HTM-program og igen med belønninger, og det var endnu mere fantastisk – Max var totalt på og som jeg ville have ham.

Jeg støttede ham virkelig godt under begge banegennemgange og jeg var meget tilfreds med mine forbedringer siden tirsdag.

Så kom Max ud og Megan ind, og vi arbejde et lille kvarter med alle mulige championøvelser, primært ”de svære”, som dobbeltspring-ro, bakke på højre side, 1-2-skridt bak på højre, cirkel om fører begge veje, sideskift foran, fermsending til kegle mv.

Det var godt nok ikke mange fejl, der blev begået, hun var lidt snusede indimellem, men totalt skarp i alle øvelser og en fornøjelse at arbejde med.

Så kom Max ind ingen og vi lavede tricks til ”Dengang da jeg var lille”, som kørte på repeat.

Det passede ikke sammen med musikken, det vi lavede, det handlede kun om at lave alle mulige tricks mens musikken kørte. Stokken fik lige vist nogle nye muligheder, som vi fik arbejdet lidt med, det skal nok blive et godt program til sidst.

På søndag er det for alvor for sjov!

Hov, vil den skarpe læser sige, hvad skete der med "When I’m 64”?

Jamen, jeg faldt pladask for ”Dengang da jeg var lille”, og jeg skal nok beslutte mig for en endelig melodi, når træningen går i gang for alvor. Men Kim Larsens er godt nok lækker at gå til …

Til sidst fik hundene lov at lege i hallen med et par pivedyr, det kostede lige Megans and livet, da Max fik splittet den ad.

Men de havde det begge sjovt, jeg havde det varmt, og jeg tog hjem med en sjældent god fornemmelse indeni: Hundene havde haft den fører, de fortjente, og Max er totalt klar til søndagens HTM-prøve.

onsdag den 21. oktober 2015

Et langt program

Udsnit af søndagens tidsplan

Til aften mødtes Anita, Lonni og jeg til et par timers træning i Køge, og tiden fløj afsted.

Vi skulle se hinandens FP, vi skulle træne diverse momenter individuelt, og så blev det til to runder HTM hver + 1 gang FS til mig. Så var både hundene og vi klar til at tage hjem!

Vi havde nok været i gang i over 5 kvarter da Max kom på første gang, og der var ikke meget energi i ham, så der blev skruet op for belønningerne. Anden runde var klart bedre.

Starten er blevet meget bedre, og når vendingerne ellers sidder i skabet kommer der nogle gode overgange – hvis de ikke gør, bliver det noget slapt noget.

Max kan være virkelig svær at læse, han virkede tydeligt ikke på i første omgang, men halen kørte og han virkede glad fik jeg at vide. I FS, som vi sluttede med, var han helt væk, virkelig træt.

Strategien for søndag er bare at lave tricks til musikken (ikke noget egentligt program), og se hvad han tilbyder, for der kommer altså mange tilbud, som ikke er det, jeg beder ham om, så måske skulle jeg bruge det gamle Bob Bailey forslag: se hvad hønen tilbyder!

Første del af træningstiden brugte vi på at se hinandens FP-prøver. Jeg har bevaret rækkefølgen fra i fredags, så vi starter med favoritterne dobbeltspring og de fire kædede øvelser.

Så kommer der øvelser, der ikke er lige så godt indlært, og der kommer belønning efter hver. Der er flere af de sidste der skal indgå i FS-programmet, så der skal bestemt arbejdes videre med dem.

Men i forhold til søndag går vi bare op for at have det sjovt, for vi kan ikke bruge resultatet til noget. Titlen er i hus hos og HTMFx (= 4½ i gennemsnit) er helt uden for rækkevidde pt.

PM og katalog for HTM-prøverne på søndag er kommet og det bliver en lang dag, som man kan se af ovenstående udsnit af programmet. Jeg har regnet ud af Max skal op ca. 9.45 i HTM1, ca. 16.05 i For sjov og ca. 18.30 i Titelprøven.

Da svenskerne er på besøg i weekenden er det planen at jeg tager hjem efter HTM1 og vender tilbage til For sjov, det er også mest fair overfor Max – hvis vi skal op i det hele – og bestemt også overfor mig selv :-)

Hvis hvis hvis, jeg havde vidst svenskerne kom, hvis jeg havde kendt rækkefølgen af prøverne, hvis jeg havde vidst, hvordan det var gået i fredags osv. Men det gjorde jeg ikke, og det bliver på dagen at jeg afgør om jeg dropper For sjov og Titelprøven. Lysten hælder bestemt meget til at deltage i de to prøver også – det er en perfekt anledning til at gå til prøver, der INTET betyder – men der er også forskellige hændelser på det sidste der har gjort, at prioriteringen kan blive ændret på dagen.

Efter weekendens prøver går den mere systematiske træning af Lille Bjørn (rally og ny LP3) og Megan (rally) i gang. Jeg har ikke fundet hold, jeg kan gå på, så det bliver selvtræning i diverse haller. Lille Bjørn skal både var klar til rally 21.11 og toptunet til de nye LP-øvelser i det nye år. Megan skal bare holdes i gang :-)

mandag den 19. oktober 2015

Rally med skilte og andre forstyrrelser


Aftenens rallytræning hos Johanna havde fokus på fokus og forstyrrelser.

Efter en individuel runde (bakning/højrehandling) skulle vi gå en bane på 36 skilte, men naturligvis ikke på normal vis.

For det første var der skilte på banen, det plejer vi ikke at have :-)

Vi skulle gå på skift, i hver runde havde vi kun en bestemt tid til rådighed, så kom der et signal, vi skulle gøre øvelsen færdig og så ud.

I næster runde skulle vi fortsætte, der hvor vi var nået til (tiden var en anden, det styrede Johanna).

Så det tog en del runder at komme hele banen igennem.

Vi skulle selvfølgelig være klar, når det var vores tur, og det passer Max perfekt, for så bliver der arbejdet med fokus hele tiden, så vi kunne gå ind ligeså snart signalet kom.

Når vi så var på, skulle vi have styr på øvelserne, inkl. diverse fælder og valgfri vendinger ved keglerne (som vi skulle vælge på forhånd).

Jeg valgte en del højrehandling, og jeg arbejdede en del langs væggene også i den mørke ende indimellem, og Max var rigtigt godt på hele tiden.

Challengen var fremsending til et felt, som blev lagt ud midt i det hele og en fremsendingslinje mellem diverse skilte og forbi en kegle. Det blev for svært for Max, så et godt moment at træne med forstyrrelser.

Sidste runde skulle vi gå den fulde bane med 36 skilte alle 4 på én gang, men vi skulle selvfølgelig starte forskellige steder. Det gik forrygende!

Selvom han var lidt distraheret indimellem gik Max 95 % af tiden fantastisk, og jeg begynder at føle mig ret tryg med ham på højre side.

Jeg glæder mig til næste officielle rallykonkurrence, som ligger uendeligt langt ude i fremtiden (= 1 måned).

søndag den 18. oktober 2015

Lille Bjørn skal da ikke på pension!

Præmieoverrækkelse (foto: Lonni)

Jeg havde annonceret at det nok var Lille Bjørns sidste LP-prøve i dag. Det affødte flere kommentarer fra andre deltagere i dag og det har fået mig til at minde mig selv om, hvorfor jeg går til prøver.

Den korte udgave er, at jeg synes det er sjovt, når samspillet virkelig er til stede. Det har det i udpræget grad været med alle hundene til stort set alle prøver de seneste måneder.

Prøven i dag var ikke en undtagelse.

Opvarmningen var som den skulle være, fællesøvelserne gik fint, og han var godt på, da vi var på banen.

Rolige omgivelser

Halen kørte som den skulle.

Der var lidt rigelig snusen og han var ikke så vild med at dække i det våde græs. Vi mistede to positioner i stillingsskiftet fordi han ikke ville blive i dæk, vi mistede to positioner i positioner under gang, han ville ikke dække i feltet første gang.

Lidt småtteri, men han arbejdede godt hele vejen.

En hæderlig fri ved fod, han tog stillingsskiftene, han tog den store apport, han lavede et fantastisk stop i indkaldet og han kom med den rigtige næseprøve.

Det var en glad prøve, jeg havde det godt indeni hele vejen.

Tilbagemeldingerne var fine, det er sjovt at se os sammen.

Video af hele prøven (tak Lonni!)




Hvorfor skulle vi ikke tage en sæson til?

Præmieoverrækkelsen var også hyggelig, Lille Bjørn endte som nr. 3 ud af 9 med 202 point og en 3. præmie (se pointene her).

Tak til Hvalsø Hundevenner for et fortrinligt arrangement!

Turen gik videre til Dansk Hundeskole i Roskilde hvor jeg havde fornøjelsen at dømme 8 ekvipager i rally. Nogle rigtigt skarpe og en del der er godt på vej.

Banegennemgang begyndere


Det er altid hyggeligt at komme dér og dommergaven var som altid lige i øjet!!!

lørdag den 17. oktober 2015

Danser med dig

Max, stor kegle og lille broccoli

Conni havde for et stykke tid siden tilbudt at jeg kunne komme med til eftermiddagens træning i Sjællands Agilitycenter, men jeg havde meldt afbud for at skabe lidt balance i hjemmeregnskabet.

Men Kirsten mente at den var opnået med fridagen i går og turen til København, så jeg aftalte med Conni at jeg kom til træning alligevel.

Der var kun os to, så det blev til næsten to timers træning af HTM, FS og TP og masser af konstruktiv feedback i disse for os helt nye sportsgrene.

Max’ opvarmning bestod i en intensiv udgave af TP-programmet. Dejligt at kunne træne det som ren hygge, fordi vi har bestået prøven, men der er flere af momenterne som jeg overvejer i forhold til FS-programmet, så det er rigtigt godt at få øget stabilitet og præcision i øvelserne.

Vi fik gået en del uden musik, men skulle naturligvis også prøve diverse numre af med musik.

Min aktuelle hitliste over mest hørt musik er (uprioriteret orden):
  • Danser med dig (Conni & Malou),
  • Botox og Silicone (Conni &Peia),
  • McArine (Lonni & Morgan),
  • Something`s Gotten Hold Of My Heart (Anita & Osseau),
  • Walking the Dog (Paul & Max)
  • When I’m Sixty Four (Paul & Max)
Jeg synes selv starten af Walking the Dog er blevet ret skarp, vores overgange er blevet bedre, og jeg er blevet meget mere afslappet. Den melodi er blevet noget ganske særligt for mig.

Starten på vores FS-nummer (foto: Conni)

Det bliver When I’m Sixty Four helt sikkert også.

Jeg har slet ikke noget der ligner et program klar, men har besluttet at det er mit For Sjov nummer den 25.10.

Conni skulle naturligvis høre musikken og havde en masse gode ideer til opbygning af nummeret.

Jeg skal gå med stok og det er en ganske speciel stok. Den har over 20 år på bagen og det er Christian der har snittet den til, til Kirsten.

Starten af nummeret kan ses på fotoet.

When I’m Sixty Four er perfekt opbygget til FS, gode temposkift, gode overgange og klare signaler.

Jeg har arbejdet med spin, twist, move-on, rundt, omkring, slalom, setup, spring og det bliver bare skide sjovt (undskyld!), at arbejde videre med det nummer.

Grannys I Torvehallerne (foto: Kirsten)

Kirstens foto er fra i går. Hun synes det er godt fotografarbejde, jeg synes det er et godt motiv :-)

Hvad smiler jeg af? Jeg tænkte på Max!

fredag den 16. oktober 2015

Fridag


Jeg fik ekstraordinært mulighed for at holde fri i dag. Det var lækkert.
  • Jeg kunne sove længe.
  • Jeg kunne gå en længere morgentur med hundene.
 
  • Jeg kunne lægge et Godmorgen! foto ud.
  • Jeg kunne aftale det sidste med Anita om Rallyinstruktøruddannelsen.
  • Jeg kunne opslå Rallyinstruktøruddannelsen.
  • Kirsten og jeg kunne tage til Torvehallerne.
  • Vi kunne få morgenmad hos Grannys.  
  • Vi kunne foretage masser af madindkøb.
  • Vi kunne købe lækre kødben til hundene.
  • Vi kunne gå en dejlig eftermiddagstur med hundene.
  • Jeg kunne skrive blogindlæg om rallyinstruktøruddannelsen

  • Vi kunne få en gourmetmiddag herhjemme.
  • Jeg kunne foretage en tiltrængt oprydning af mine mails.
  • Jeg kunne annoncere en hundemarch 24. december 2015 til støtte for Hundesport mod Cancer, se her.
  • Jeg kunne åbne for tilmelding til 3 dobbelte og 1 enkelt rallyprøve i 2016, se her.
  • Jeg kunne mentalt forberede mig til LP-prøven på søndag – LP3 med Lille Bjørn hos Hvalsø Hundevenner – som nok bliver hans sidste LP-prøve, og det er vist mig der skal vænne mig til noget helt nyt derefter.

Rallyinstruktøruddannelsen


I går opslog Sydkystens Hundeskole Rallyinstruktøruddannelsen, som gennemføres over 4 gange i perioden januar – april 2016.

Anita har tidligere i dag skrevet et blogindlæg om hvorfor hun glæder sig til at gennemføre forløbet.

Jeg kan ikke skrive det bedre selv: Jeg elsker at gå til rallyprøver og –træning, jeg elsker at undervise og dømme i rally, jeg synes det er fantastisk at kunne hjælpe rallyudøvere med at komme videre.

Og så synes jeg i øvrigt at Anita og jeg er et rigtigt godt makkerpar, når vi underviser sammen, som vi har gjort mange gange på rally- og LP-hold.

Jeg glæder mig rigtigt meget til forløbet, og det skal nok blive til noget. Vi har allerede fået flere tilmeldinger og en del forespørgsler.

Den detaljerede kursusbeskrivelse kan findes her.

Jeg har kigget i gemmerne efter et rallyfoto og fandt ovenstående fra 10. juli 2010, hvor Megan fik sin første pind i rally ekspertklasse.

tirsdag den 13. oktober 2015

Farlig sport

video
Gårsdagens challenge: cirkel om fører, spring og bak med bind for øjnene (video: Johanna)

Det er vist en offentlig hemmelighed at jeg er blevet smittet af HTM-bacillen. Jeg er bange for at smitten har bredt sig til også at omfatte FS …

Jeg må erkende, at det kom lidt bag på mig at Max bestod Titelprøven i fredags, men han har lynhurtigt lært de nye øvelser, og det skal jo anvendes til noget.

Jeg skrev i går om jagten på den rigtige musik til FS, og den havde Kirsten naturligvis fundet, da jeg kom hjem: Beatles’ When I’m 64!!! Jeg har hørt nummeret 10+ gange i dag, og det er godkendt.

Det blev prøvet af første gang til aftenens træning på Garbogaard, som Anita, Lonni og jeg havde lejet til to timers træning, for at afprøve hallen inden prøverne 25. oktober.

Kirsten har i detaljer gennemtænkt min påklædning og som hjælpemiddel naturligvis en stok. Så jeg skulle prøve at gå med Max og stok til When I’m 64 til aften, selvom vi aldrig har prøvet det før. Starten er udtænkt, diverse tricks med stokken er diskuteret og det bliver smaddersjovt at komme i gang med træningen "for alvor".

When I’m 64 er som skabt til FS, det varer 2:37, og den første del slutter helt naturligt ved 1:33.

Jeg fik inden da trænet stort set hele programmet til Titelprøven, herunder cirkler hvori den store kegle indgik. Det er forbløffende så meget bedre øvelserne er blevet i forhold til ved Titelprøven, og flere af dem er gode kandidater til at indgå i FS-nummeret.

Vi skulle naturligvis alle gå vores HTM1-program, igen gik jeg med belønninger, og det gik fint bortset fra lidt rigelig improvisation i afslutningsdelen, så Max ikke kom ordentlig i plads til sidst. Det skal vi lige have arbejdet med.

Jeg benyttede også lejligheden til at arbejde lidt med fremsendings/apporterings/springøvelsen fra det nye LP-program og et enkelt indkald med stop, jeg kan mærke at jeg virkelig får lyst til at arbejde med Max og LP igen.

Og fortsætte med rally.

Ja, det er nok at beskæftige sig med, og heldigvis er jeg ikke i en situation pt., hvor jeg er nødt til at prioritere.

mandag den 12. oktober 2015

At holde fokus

Rallytræning uden rallyskilte

Dagens rallytræning hos Johanna havde temaet: hukommelsestræning.

Først dagens challenge, som var hund rundt om fører, spring og 3 skridt bakke med bind for øjnene (af føreren).

Så en øvelse, hvor vi hver havde fået en farve og stod foran 4 kegler. Vi blev på skift – i vilkårlig rækkefølge – kaldt op med farve, en øvelse hvor keglerne indgik og en anden øvelse. Fx blå (mig), dobbeltslalom, bakke. Når farven blev sagt, skulle jeg gå ind lige så snart den forrige ekvipage var færdig, gå i gang med dobbeltslalom, og på signal fra Johanna udføre bakning uanset hvor langt jeg var kommet i slalom, og derefter fuldføre slalom. Så man skal huske øvelserne og først og fremmest have fuldt fokus på sin hund og den anden ekvipage, for at kunne gå på direkte.

Næste del var en bane bestående af kegler og andre genstande. 1. ekvipage skulle udføre en øvelse, næste skulle gentage og udføre en ny øvelse et andet sted og så fremdeles til 8 øvelser var gennemført. Derefter skulle vi gå banen baglæns.

Det var rigtigt interessant, at det fokus jeg havde haft på de foregående baner for at støtte Max, ikke var til stede i nær så høj grad her, simpelthen fordi jeg skulle koncentrere mig om at huske banerne, og det slog direkte igennem på Max, som gennemførte pænt, men ikke med nær så god kontakt.

Utroligt så enkelt Johanna fik fremprovokeret en situation, som illustrerer hvad der kan gå galt ved konkurrencer.

Derefter en individuel runde, hvor jeg arbejdede med bakning på højre side – på den rigtige måde! Ikke bakkekommando eller på håndtegn, men at Max følger min bevægelse.

Supertime, og igen fløj tiden afsted.

Ellers har dagens køreture givet anledning til genhør med Beatles’ hvide album og Revolver, i jagten på det perfekte FS-nummer. En god kandidat er fundet på et tredje album, men jagten er ikke helt slut.


Jeg fik også lige skaffet to store kegler, til brug for både LP- og FP-træning, de indvies i morgen.

søndag den 11. oktober 2015

The Great Pumpkin

Den store græskarmand :-) (foto: Kirsten)
 
Tak til Louise for titlen :-)

For små tre uger siden udarbejdede jeg en liste med i alt 14 resultatmål for hundene: 3 for Megan, 3 for Lille Bjørn og 8 for Max. Der var ingen tidshorisontDe første 2 er nået, Max’ FP3 og HTMF. Det var lidt for sjov at jeg gik i gang med at træne mod de to prøver, men Max er ret skrap til at lære nyt, så det er faktisk gået ret nemt.

Det vil da være synd og skam ikke at bruge det til noget, at han kan så mange tricks, så jeg har seriøst spekuleret på at anvende det til FS (Freestyle). Jeg jagter det rigtige stykke musik, og jeg har allerede nogle planer for programmet i hovedet.

På HTM-siden har For Sjov klassen fredag og demoen i går på Samsø givet mig en del at tænke over. Jeg véd jo godt, at jeg skal arbejde med Max’ motivation, men det var alligevel en dramatisk forskel i forhold til den officielle prøve. Så jeg klør på med at holde en ordentlig balance mellem præcision og motivation i træningen.

Jeg skal selvfølgelig arbejde med at gøre Walking the Dog meget mere præcist til årets sidste to prøver (25.10 og 21.11), og sideløbende går jeg i gang med Main Street, som jeg har besluttet at jeg skal prøve For Sjov 25.10. Det er kun starten og slutningen jeg har et præcist billede af, men der skal nok komme noget mere kød på.

Solrød Strand søndag morgen
 
Jeg sov længe til morgen, det trængte jeg godt nok til. Til gengæld kunne jeg så få taget et morgenfoto, hvilket ikke er muligt på hverdagsmorgener.

Stegt sild og pariserbøf à la Kähler

Kirsten og jeg besluttede ret spontant at tage i Tivoli og vi fik en pragtfuld frokost på Kähler i Tivoli, med nyfortolkninger af klassisk smørrebrød, så ikke et øje var tørt. Ikke mindre end fantastisk.

Mens Kirsten gik tur med Megan og >Lille Bjørn cyklede jeg en tur med Max, det er skønt med sådan en tur, hvor han kan få brændt lidt energi af, og jeg kan få klaret hjernen.

Næste uges program er meget tilforladeligt. Rallyholdet hos Johanna med Max i morgen, træning på Garbogård tirsdag med Lonni og Anita – vi skal træne inden prøven 25.10 samme sted – og ellers står den kun på LP-prøve med Lille Bjørn den 18.10 hos Hvalsø Hundevenner. Hans LP3 nummer 40 og muligvis hans sidste LP-prøve.

Og så kom jeg til at sige ja tak til at dømme kåring i rally i Dansk Hundeskole i Roskilde efter LP’en på søndag. Det er så hyggeligt at komme dér, så jeg kunne ikke sige nej :-)

Samsø går i Hundene


Max ved Sælvig Strand

Igen i år havde jeg den store fornøjelse at være en del af Samsø går i hundene. Samsø Hundesport med Tove, Inge og Rikke som drivkræfterne står bag dette store arrangement med dobbelte rallyprøver, demo af schweisshundearbejde, opvisning i HTM og FS, uofficielle Færdighedsprøver, et meget flot lotteri samt den meget prestigefyldte kåring af Samsøs sødeste hund.

Inden jeg kørte til arrangementet havde jeg lovet Max at han kunne løbe løs, og det gjorde vi første ved Sælvig Strand derefter ved Ballen, hvor han fik leget med havanneseren Ludvig, hvis fører er søster til Inge, som er med til at arrangere Samsø går i Hundene – ja verden er lille.

Prøverne startede kl. 11, for at deltagere fra både Jylland og Sjælland kunne komme over samme morgen. Og der kom deltagere fra nær og fjerne bl.a. Ingrid, Eva og Monica fra Sverige med i alt 6 hunde. Det viste sig at de havde læst Samsø som Sorø ved tilmeldingen (!), men de fik en dag ud af det og bestod alle de 12 gange de var oppe.

Championbanen er klar

Jeg dømte den ene af rallyprøverne og oplevede en masse rigtigt flot hundearbejde. Hvis jeg skulle nævne en ekvipage, som jeg virkelig var imponeret af så bliver det Gunilla og Lara, som gik to superflotte øvede baner og fik 99 og 96 point.

Kun nogle få IB’er, et supercertifikat, nogle 100’ere i begynderklasse. Det var bare hyggeligt at være dommer!

Conni og jeg havde lovet at stille op i HTM-opvisningen, vi havde start nr. 3 og 4, de to før os og de to efter os var såmænd bare Johanna og Anja, en nordisk mester og en verdensmester, så der passede vi jo meget godt ind :-)

Max i HTM-demo (foto: Tove Skrædder)

Jeg udnyttede muligheden for at lave et for sjov program, jeg havde godbidder med, og improviserede meget, hvilket var nemt, fordi Max var totalt fokuseret. Jeg fik nogle lækre tilbagemeldinger om Max’ åbenlyse glæde ved at gå programmet, dejligt!

En meget værdsat lotterigevinst

Jeg deltog også i lotteriet og var heldig at vinde på 4 ud af 10 lodder bl.a. disse lokale grøntsager, som vi glæder os til at nyde de næste par dage. Dommergaven var også en samling meget anvendelige lokale produkter (olier og marmelader), det er dejligt når arrangørerne kender ens smag :-)

På turen hjem klarede Conni og jeg er del af hundeverdenssituationen over en kop kaffe og en basse.

Hjemme i Solrød blev jeg lige forkælet med mørbradbøffer og vin.

Det var vel nok en dejlig dag!

lørdag den 10. oktober 2015

Max i Hangar 17


Max og Osseau, HTM-stjerner i svøb :-)
 
Jeg havde sat vækkeuret til at ringe kl. 04:45 i morges, og stod op med det samme, for var jeg bange for at falde i søvn igen. Den gik ikke, fordi jeg skulle nå færgen til Samsø kl. 07:00 og dømme rally.

Rallyprøven på Samsø får sin egen blog i morgen, i dag handler det om Max og Mig og HTM :-)

På færgen til Samsø forsøgte jeg at sove, men hver gang jeg lukkede øjnene var jeg lige ved at græde. Jeg tænkte på alle tre hunde: Megan, som har gået nogle af sit livs rallyprøver på det sidste, Lille Bjørn ditto indenfor LP3, Max ditto indenfor rally. Og så overtrumfede Max ved at være superstjerne til tre prøver i træk i Hangar 17.

Hangar 17 ligger i Feldballe og det er en drøm af en hal. Perfekte rammer for alle mulige hundeaktiviteter, og i går var det en HTM-konkurrence arrangeret af Border Collie Klubben. Et fremragende arrangement, med flotte rammer, god stemning, masser af flot hundearbejde, flow i forløbet. Jeg kommer meget gerne tilbage!!!

Max var tilmeldt i HTM1, For Sjov (hvilket jeg først kom i tanker om i løbet af prøven) og Titelprøven (efter at vi bestod FP3 den 25. september).

Da jeg vågnede i går morges meget tidligt kunne jeg ikke falde i søvn igen, Titelprøven kørte rundt i mit hoved, specielt de øvelser som var i den tvivlsomme ende indlæringsmæssigt.

Stik imod al sund fornuft - og imod hvad jeg havde lovet mig selv og andre - trænede jeg nogle af momenterne om morgenen, og det gik helt galt. Således opmuntret tog jeg mig sammen, og besluttede at vi måtte tage prøven som den kom.

Jeg tog et par af øvelserne som opvarmning i hallen, som en del af "afprøve underlaget", og så ikke mere.

Vi kom på lidt pludseligt, fordi ekvipagen før os skulle ind i HTM-ringen, men jeg var parat og vi gik i gang.

Titelprøven, dommer Emmy Simonsen
  1. Spring: Valgt som sikker start. 5
  2. Denne og de næste tre øvelser var mit link. Fremsending til felt, Max løb ud mod godbidderne så jeg måtte stoppe ham og derfra sende i felt. 1½. Uf det skulle have været en sikker 5’er.
  3. Positionsarbejde. Dæk i feltet 3 sekunder. 5
  4. Cirkel om rekvisit (medbragt stol) og fører 2 gange. Max stoppede i første fremsending men kom så i gang. 4
  5. Rekvisitarbejde: Rulle håndklæde ud. 5
  6. Bakkeøvelse. Max skulle stå foran mig med ryggen til og bakke mens jeg gik baglæns. Noget skæv bak 2½.
  7. Slalom mellem ben.”Sidelæns var ikke så sidelæns” skrev dommeren, jeg kom i tanker om det undervejs. 4
  8. Arbejde med ryggen til føreren. Jeg havde valg sit-dæk. ”Dobbelt dækkommando + håndsignal” 4.
  9. Twist: 2 drejninger for og bag handler. Max blev meget distraheret af at der startede højlydt musik fra HTM-ringen. 2
  10. Potearbejde: Krydse poter i dæk. ”Flot i 2. forsøg”. Det var øvelsen vi har kæmpet med, og superflot kryds i andet forsøg. 2½
  11. Heelwork. Jeg glemte ro i afslutningen 4.
I alt 39,5, gennemsnit 3,6 = bestået og titlen HTMF

Jeg huskede at gøre det rigtige mellem øvelserne og under øvelserne. Fokus på det næste, tro på det, og det virkede. Sjovt nok var dårligste karakter i den ”sikre” fremsending, hvorimod 6, 7, 9 og 10, hvor jeg havde et par potentielle nuller, alligevel endte med 11. En noget svedt med meget tilfreds fører.

Som foretog en meget hurtig omklædning for at være klar til HTM1 med dommere: Sonja Johannessen, Inge-Dorte Graakjær & Jette Haastrup

Max bakker (Foto: Emmy Simonsen)

Først den officielle bedømmelse:

Udførelse
  • Godt samarbejde og der hvor du ikke bruger for meget håndtegn ser det godt ud 8.4
  • Meget fint samarbejde 7.5
  • Fint fokus det meste af vejen igennem. Den sideløns plads bille jeg tage ud, indtil han er mere sikker i den.  7.8
Sværhedsgrad
  • Fint til klassen og flydende 7.9
  • Du kan med fordel skære de sværeste positioner væk indtil de er blevet mere præcise – det vil kunne give en bedre karakter i udførelse 7.6
  • 7.9
Musik og fortolkning
  • Passer til rytmen i musikken 8.1
  • Frisk og ligetil – godt musikvalg 7.8
  • 7.8
I alt 23.6, 1. vinder ud af 4 og 5 Q points.

Jeg havde lavet nogle væsentlige ændringer i programmet siden for 14 dage siden: starten var anderledes (P9 fremad og bakke), der var kommet noget P2 i en passage og P1 til højre (ikke så succesfuldt kan man læse ovenfor). Men Max var helt anderledes på, fordi jeg var meget mere bevidst om at holde hans fokus – jeg har lært noget af formaningerne efter sidste prøve :-)

Jeg sluttede prøveprogrammet med For Sjov dommer med Inge-Dorte Graakjær som dommer. Jeg var jeg inde med godbidder klar og rotte i lommen, og der kom godt nok ekstra fokus fra Max.

Dommerens kommentarer:
  • Udførelse: Fine link mellem positioner :-) Dejligt roligt arbejde 7.8
  • Sværhedsgrad 7.6
  • Musik og fortolkning: Fin historie 7.8
Vi bestod og blev 4. vinder ud af 7.

Det var det samme program som i HTM1, men alligevel ikke helt, for jeg havde nogle variationer (bevidst)/improvisationer, en diskutabel strategi, men jeg fik lyst til at eksperimentere.

Max var bare superskarp hele vejen igennem.

Vores næste prøver i HTM-sammenhæng er 25.10, hvor den igen står HTM1 og TP, i sidstnævnte vil jeg træne lidt mere, så vi får lidt større sikkerhed i øvelserne. Men det er bare for sjov, for jeg går ikke efter HTMFx, som kræver 4.5 point gennemsnit.

torsdag den 8. oktober 2015

Finpudsning af formen – og drengerøve på tur


Dagens ret: Osso buco

Jeg har taget en forlænget weekend for at kunne deltage i HTM-konkurrencer i Rønde i morgen med Max.

Da jeg tilmeldte var det til HTM1 og FP3. Max og jeg havde på det tidspunkt ikke bestået FP2. Siden har han bestået både FP2 og FP3 så jeg har flyttet ham til Titelprøven.

Formen skulle finpudses i går, hvor Anita og jeg havde booket en time i en træningshal i Køge. Som forstyrrelser brugte vi Beatles’ White Album for fuld udblæsning under færdighedsprøverne. Jeg fik helt lyst til at bruge Back in the USSR til et HTM-nummer …

Jeg har trænet alle momenterne til titelprøven i det små under og efter kurset hos Sonja, men der kom først rigtigt fokus efter at FP3 var i hus.

Jeg må erkende at der var 2-3 øvelser som virkelig har drillet, og det er kun en uge siden jeg besluttede mig endeligt for hvilken øvelse jeg ville vælge fra. Der har kørt kampagne på de to svageste led i kæden den sidste uge, uden at det rigtigt har rykket.

Heldigvis kunne Anita hjælpe mig med en af øvelserne, så vi fik gang i adfærden, og til aften fik jeg øvelsen til at fungere rigtigt godt et par gange. Hvad det er for en øvelse afsløres først efter prøven.

Jeg synes øvelserne til Titelprøven begynder at ligne noget, de fire øvelser i kæde er der godt flow i, og jeg glæder mig til at gå op i morgen.

HTM-programmet har jeg ikke gennemført til musik siden prøven 26. september, men jeg har arbejdet en del med overgange og ikke mindst med starten, som jeg vil gøre mindre LP-agtig. I går var det fuld generalprøve, og det gik nogenlunde ok. Så ok at jeg prøver det af for alvor i morgen. Større sværhedsgrad, men mere fokus fra Max.

I dag har været træningsfri bortset fra ovenstående moment.

Alle papirer er gjort klar, og planerne for weekenden på plads.

Jeg skal hjemmefra i morgen ved 11-tiden og får efter tjek ind i Hjortshøj også lidt tid til at være turist i Feldballe, en lokalkendt har tilbudt en rundvisning.

Jeg har som det sidste i dag gjort rallybanerne til på lørdag klar og glæder mig til et gense Samsø med Max. Vi har et par timer lørdag morgen, hvor vi kan komme ud og være drengerøve - selvom Kirsten påstår at jeg er for gammel til det!!!

mandag den 5. oktober 2015

Masser af succes


Vendinger i stride strømme

Rallyholdet hos Johanna til aften, som altid meget hyggeligt og benhårdt fra start til slut, ikke noget med at stå og fise den af i denne time.

Dagens tema var Vilde vest af vendinger, så vi blev virkelig testet i at kunne vende hurtigt og præcist og i sideskift.

Der er altid lagt finurligheder ind, som en afsluttende øvelse som blev afsløret lige inden man kom til det. Dagens allersidste bane, hvor vi skulle gå banen i modsat retning, var virkelig udfordrende, for det var altså ikke nemt at huske rækkefølgen med alle de vendinger, og samtidig have fokus på hunden. Der var virkelig lavet et setup, hvor vi bliver presset på en god måde.

Jeg kan tydeligt mærke på Max, at han arbejder bedre og bedre, for hver gang vi er i hallen. Stadig let at distrahere, men nemmere og nemmere at få kontakt med igen.

I dag kørte jeg også hårdt på, ikke noget med pauser, så når vi ikke gik rallybane eller nogle af Johannas småøvelser undervejs, arbejdede jeg med den nye udgave af vores HTM1-program (uden musik), det er godt at få testet under pres, og en masse højrehandling. Sjovt nok bliver højrehandlingen bedre og bedre jo mere vi arbejder med den.

I ugens challenge, hvor vi var sammen med en makker (jeg var på hold med Susanne og Annesine), skulle vi begge lave et skridt stå-sit-dæk og så skulle en lave fremsending til kegle, den anden til felt. Jeg lavede den første øvelse højrehandlet og fremsending på god afstand, superflot.

En af rallybanerne startede vi også på højre side, og Max begynder at være ret tryg dér også.

Næste uges challenge er uden håndtegn at lave cirkel om fører, spring og bakke tre skridt. Det kan vi allerede, så jeg gav mig selv udfordringen at lave den på højre side med Max.

Det er konsekvensen af at gå på hold hos Johanna. Hun sætter barren højt, hun udfordrer os, og så er det fristende at udfordre sig selv yderligere. Jeg kan bare mærke hvordan Max’ og mit samarbejde blive bedre og bedre uge for uge.

Kirsten sagde at hun kunne se at Max smilede, da han kom hjem. Det gjorde jeg også, og jeg gør det også mens jeg skriver dette.

For hulen, man bliver i godt humør af at gå til kvalitetstræning!!!

søndag den 4. oktober 2015

Folk snakker

Lille Bjørns bonus for weekendens prøver: 2 næseprøvepinde samt
roset fra prøve i Beagleklubben 12.7, som vi modtog i dag

I dag gik turen til Ølstykke med Megan og Lille Bjørn til rally- og LP-prøver i DKK Kreds 1.

Det passede perfekt med banegennemgang championklasse, fællesøvelser, championklasse og resten af LP3.

Megan gik super godt. Vi fik desværre en 10’er da hun fik væltet et af springene i dobbeltspring ro tilbagespring. Der var en ommer i skift side foran og lidt langsomme reaktioner/ude af position, netto 81 point. Rigtig god kontakt og meget fokuseret førerarbejde.

De officielle bedømmelser

Fællesøvelserne gik fint med Lille Bjørn.

I selve programmet kunne jeg tydeligt mærke at han ikke var helt så meget på som i går. Knud Djernes, som var prøveleder begge dage, kunne tydeligt se det, og jeg tror den simple konklusion var, at Lille Bjørn var træt. Jeg har aldrig tidligere gået til LP-prøve med ham to dage i træk, og han er da lidt oppe i årene (8½ år).


Ovenfor kan ses karakterne fra de to prøver denne weekend.

I fri ved fod manglede han det ekstra drive, som var så tydeligt i går, og var ikke helt med en del af tiden.

Stillingsskiftet var fantastisk, nogle få ekstra kommandoer og lidt rykken frem, men lækkert at han igen er med i denne øvelse.

Dirigeret apport: Han var ude ved den rigtige direkte, men løb tilbage uden den, jeg fik dirigeret ham tilbage og ham kom ind med den, men med for mange kommandoer.

Flot springapport.

Positionerne: Han hang og så mistede vi de to sidste positioner.

Indkaldet var fint, men der skulle bruges en ekstra dæk i det våde græs.

Feltet var flot sådan set, han kom direkte derud, men dækkede ikke helt, og løb også for tidligt.

Næseprøven var ok.

Der er ikke så meget at sige til det, Lille Bjørn gik godt, og vi gjorde det så godt vi kunne i alle øvelser.

Jeg fik flere dejlige tilbagemeldinger fra prøven i går.

Og så fik jeg en helt uventet tilbagemelding efter dagens prøve. En anden deltager kom hen til mig og spurgte, om hun måtte sig noget til mig? Ja naturligvis. Hun fortalte at hun havde set mig til prøver for nogle år siden, hvor man i tilsvarende situationer som i dag tydeligt kunne læse mit kropssprog – far er ikke vred, far er skuffet. I dag oplevede hun mig som en helt anden fører, hvor det var tydeligt at jeg støttede Lille Bjørn hele vejen uanset resultaterne. Den anden deltager er ikke fremmed for mig, men vi kender kun hinanden lidt fra LP-banerne, og at få sådan en tilbagemelding er bare det mest fantastisk at opleve. Én ting er at jeg selv synes jeg udvikler mig meget, men at en helt udenforstående tydeligt kan se det, dér er da fantastisk – og så at hun ovenikøbet sagde det til mig.

Jeg nævnte det for Anita bagefter og hun sagde at de faktisk havde siddet ved rallyringen og talt om mig også, om hvor meget bedre en fører jeg var for Megan nu, og så gav Anita mig lige overskriften til bloggen: Folk snakker.

Når det er sådan der bliver snakket om mig er det da bare dejligt. Jeg kan kun garantere at jeg vil gøre mit bedste for at udvikle mig endnu mere, og blive en endnu bedre fører for mine hunde.


Jeg lavede en aftale med Gitte om at hun modtog min resultatbog, jeg tog tidligt hjem og Kirsten og jeg besluttede at tage på Det Gamle Røgeri til frokost, hvor jeg bl.a. fik steget lever, som jeg elsker :-)

lørdag den 3. oktober 2015

Gåsehud

Eftermiddagshimlen over Præstø

I dag gik turen til Rishøjcentret i Køge, hvor Dansk Collie Klub havde arrangeret LP- og rallyprøver, som sædvanlig meget velorganiseret og en fornøjelse at komme til.

Fra ved 8-tiden og næsten indtil jeg gik på banen i dag havde jeg en helt usædvanlig følelse i kroppen, jeg var nervøs og anspændt. Jeg kunne mærke det i maven og Anita kunne se det med samme, det var meget underligt at have den fornemmelse, som jeg næsten havde glemt.

Jeg var nervøs for min egen performance, om jeg kunne være en ordentlig fører for Lille Bjørn.

Jeg lavede noget mental opvarmning inden jeg gik på banen med Lille Bjørn til fællesøvelserne, og faste mentale ritualer mellem øvelserne, og jeg synes det fungerede fint, for ikke at sige rigtigt fint.

Jeg havde en fantastisk fornemmelse under alle øvelserne, men allermest under fri ved foden, hvor jeg bare kunne mærke at Lille Bjørn var MED MED MED. Der kom et par bjæf af glæde undervejs, det har jeg aldrig oplevet til en prøve tidligere.

Jeg var bare så glad, og jeg kan ærligt sige, at det var på grund af vores samarbejde, ikke på grund af resultatet – som jeg ikke var ligeglad med, men som betød ret lidt for mig i dag. Det var Lille Bjørns første prøve efter en lang træningspause med rygproblemer & smertestillende medicin, og at se ham logre igennem en hel prøve og være så arbejdsivrig og energisk gjorde mig blød helt ind i hjertet. Jeg fik virkelig gåsehud under fri ved foden.

Præmieoverrækkelsen var skøn: Vi var kommet til dagens 6. vinder og jeg lyttede til en massende rosende ord fra dommer Marianne Jensen, og pludselig gik det op for mig at det var Lille Bjørn og mig hun talte om. Om at HUN havde fået gåsehund under fri ved foden og hun havde ærgret sig over af vi mistede den sidste øvelse. Det kan man da kalde en empatisk dommer!!!

Og alle de positive tilbagemeldinger jeg har modtaget bagefter, jeg har haft masser af tårer i øjnene, for hold da op hvor det betyder noget, at så mange har oplevet det og kan se, hvordan vores samarbejde er, når det virkelig fungerer. Og hvor meget jeg har rykket mig som fører, så Lille Bjørn kan være bekendt at have mig med til prøverne.

De enkelte øvelser med dommerkommentarer og mine kommentarer i parentes
  • Sit i gruppe 25,5/30: Rejser sig ved afslutning (Jeg trådte på hans pote, så jeg kan godt forstå han sprang op)
  • Fællesdæk 20/20: Ok (nabohunden forlod ringen undervejs, meget fint at Lille Bjørn blev liggende)
  • Fri ved fod 17/20: Hund hænger en anelse et par gange. Et par små skæve pladser, ellers smukt (!!!)
  • Stillingsskift: 21/30: Hund mister 1 position og holder desværre ikke [alle?] de øvrige positioner. Ellers fin øvelse. (Bare at få point var en succes, første skifte krævede fire kommandoer, men ellers var han med!)
  • Apportering: 24/30: Ekstra kommando ved gang til kegle. Genstand smides ved fører. Skæv plads. Ellers fin øvelse. (Jeg havde valgt de mellemstore apporter. Han gik direkte på dirigeringen, og det var bare så lækkert).
  • Springapportering: 16/20: Skæv start plads. Hund holder ikke plads position ved afslutning.
  • Stå, sit, dæk: 15/20: Fører tilpasser hastighed efter hunden. En hel del kropskommandoer ved følget og positioner.
  • Indkald med stå: 27/30: Lidt lang stå. Skæv plads. Ellers fint.
  • Fremsending: 36/40: Hunden ligger med lidt af forpoterne uden for feltet. Skæv plads. Ellers fint.
  • Næseprøve søg: 0/30: Desværre for mange søgekommandoer. (Tilskuerne fik en god oplevelse. Lille Bjørn diskriminerede ikke i starten, tog pinden længst til højre, som jeg fik ham til at smide, så tog han den længst til venstre, som han var på vej ind med og som jeg fik ham til at smide, og til sidst fik han den rigtige og kom ind med den. Selvfølgelig alt for mange kommandoer, men sejt arbejde af både hund og fører, Og bedst: Der var én, der bagefter spurgte, hvordan jeg vidste at det var den rigtige næseprøve!!!)
  • Helhedsindtryk: 8,5/10: Dejligt arbejdsivrig hund som får flot støtte af sin fører. Hunden mangler endnu lidt afpudsning og præcision. Træn bare videre, det skal nok komme. Ærgerligt med en kikser på dagen.
Samlet en 2. præmie med 210 point, det betyder ikke så meget. Det der betyder noget, er at kunne huske den følelse jeg havde under hele prøven, og medbringe den til de kommende prøver. Det var virkelig en ganske speciel prøve.


Vi tog til Præstø, da jeg kom hjem, og Max fik hygget med Smilla, synes bedet med skovjordbær var det mest fantastisk sted og de voksne nød eftermiddagskaffe og –kage udenfor i det skønneste efterårsvejr.

torsdag den 1. oktober 2015

Tricks, dans og motivation


 
Til aftenens træning i Ringsted havde jeg Max med til to timers træning sammen med Anita & Osseau og Conni & Peia og Malou.

Det er garvede nørder der træner, så vi er ret meget på bølgelængde og kan give meget direkte tilbagemeldinger. Det var ret underholdende med to rallydommere, der dømte den tredje i færdighedsprøver og den udførende der ofte blandede sig :-)

Mit fokus var tricks (til titelprøven), positioner (til HTM1) og ikke mindst motivation (generelt). Belønning i begrænset omfang godbidder på stedet, primært som ekstern belønning.

Jeg synes der er rigtigt meget til Titelprøven der fungerer godt, og der er nogle ting, der halter. Så jeg kastede mig ud i en Titelprøve med Anita og Conni som skrappe dommere

Vi havde en lækker kæde med 4 øvelser, hvor jeg lærte at fremsending til felt efterfulgt af sende omkring rekvisit, skal udføres, så Max ikke kan se feltet når han sendes omkring rekvisitten, ellers var han superskarp.

Jeg fik også input til HTM1-nummeret, hvor jeg gerne vil have en mindre LP-agtig start på nummeret. Jeg har nu ændret de først 7-8 sekunder og stykket mellem 40-50 sekunder, så det er nogle andre positioner, større sværhedsgrad, men jeg har gjort det fordi jeg tror, det vil medvirke at skærpe mig og dermed fastholde Max’ fokus.

 Anita mindede mig om at have plan B klar til prøven, så det overvejer jeg lige, altså ikke om jeg skal have, for det skal jeg, med hvad planen er.

Efter nøje eftertanke gik jeg et fuldt HTM-nummer til allersidst, dvs. da Max tydeligvis ikke var på opgraderede jeg til en frisk rotte som belønning og pludselig blev stemningen en helt anden. Hold da op en energi Max havde tilbage og de flotteste positioner! Vi fik aldrig aflsluttet nummeret, men det betød heller ikke noget.

Motivation er (næsten) alt!

PM og katalog for weekendens prøver er modtaget. Lille Bjørn skal op i LP3 i Collie Klubben lørdag, hvor i alt 8 er tilmeldt klassen. Søndag skal Megan op i championklasse i Ølstykke (12 deltagere) og Lille Bjørn i LP3 (19 deltagere), endnu en weekend i hundenes tegn.