tirsdag den 29. december 2015

Årets sidste træning

Bibelsk?!
 
I dag havde Anita og jeg aftalt at træne i hallen i Køge 9-11 til årets sidste træning.

Fokus var på HTM, så jeg havde Max med, og da Megan havde trænet i går aftes, blev det Lille Bjørn der kom med som anden hund.

Træningen var formidabel. Jeg startede med Lille Bjørn og trænede noget rally. Så skulle Anita arbejde med sit HTM-program. Max og jeg skulle arbejde med vores. Og så blev der lidt FP/rally i den sidste halve time.

En hel del af træningen foregik uden hund, for der er rigtigt mange detaljer, der skal være styr på, inden hunden kommer på. Der sker en hel masse justeringer af programmet undervejs, og det er rigtigt fornuftigt træningsmæssigt, hvis føreren har styr på sin del af adfærden før hunden blandes ind i det …

Da jeg startede med HTM, for ikke ret længe siden, var jeg overordentlig omhyggelig med planlægningen, men er blevet lidt sløset … uha!

Så jeg gav mig selv den opgave, at få lavet den detaljerede beskrivelse af HELE Walking the Dog, så jeg véd, hvad jeg vil, og så træner ud fra det. Jeg kan godt forstå, hvis Max står af indimellem, når jeg lige får improviseret et forløb, som jeg ikke har tænkt rigtigt igennem.

Det var to fantastiske træningstimer, og jeg var helt høj, da jeg kørte hjem.

Var det den bedste træningsseance nogensinde?

Jeg véd det ikke, for hvordan skal jeg rangordne utallige træningstimer over næsten 12 år?

Men jf. Chaplin-citatet den 24. december ”We think too much and feel too little” er jeg sikker på, at den rette mavefornemmelse under og efter en træning, fortæller præcis hvordan det er gået.

Så dagens trænings VAR fantastisk.

Anita og jeg har trænet sammen i over 8 år, så vi kender hinanden ret godt. Vi har også fulgt hinanden ret trofast i rally, LP og nu HTM/FS/FP. Vi har trænet hos stort set de samme trænere hele vejen. Vi har trænet hos hinanden. Så vi kan virkelig give hinanden ærlig og anvendelig feedback.

Til sidst, da vi var færdige, med træningen, kom vi til at tage hul på en diskussion om dels hvor mange, der nu kaster sig over HTM/FS, dels hvor mange nye instruktører der over de seneste 1-2 år annoncerer egne hold.

Der er rigtigt mange at vælge imellem, og jeg er sikker på, at der er rigtigt mange dygtige imellem. Jeg kan bare glæde mig over det store udbud, og vælge til og fra ud fra mit aktuelle behov, og hænge ved hos dem, der bliver ved med at give mig noget. Det er, hvad jeg har gjort de sidste 12 år, og det vil jeg blive ved med. Jeg tror den største fejl man kan begå som hundefører er KUN at have en træner. Alle trænere har deres specifikke baggrund, og selvom jeg naturligvis anerkender at man kan være en god underviser uden at have praktisk erfaring på det niveau, der undervises i, så virker det altså mere overbevisende at undervise i noget, som underviseren selv har erfaring I.

Hvis jeg skulle til noget holdundervisning, og der var til at få plads :-) – ved jeg bestemt godt, hvor jeg ville træne, hvad enten det var med en ny hund eller med en af de ”gamle”: Grundtræning hos Johanna. Rally hos Anita, Conni og Johanna. HTM/FS hos Anja, Johanna og Sonja.

Med årene er jeg desuden blevet mere og mere tilhænger af selvtræning, sammen med nogen med samme interesse og passion for en disciplin, og på et niveau så vi kan give hinanden feedback, der kan bruges.

Jeg er selv med til at arrangere Sydkystens Hundeskoles Hundedagene 2016, så jeg har stået overofr det fantastiske luksusproblem at skulle vælge mellem kurser mellem tre af mine yndlingstrænere: Anja Christiansen, Christina Ingerslev og Johanna Allanach. Valget er faldet på to kurser med Anja, fordi HTM/FS er mit hovedfokus 2016, men sikke nogle fravalg, jeg har foretaget.

En afsluttende kommentar om ”den bedste træningsseance”. Min følelse i går var helt klart af det var tre fantastiske træningstimer. Det jeg først og fremmest tænkte over på vejen hjem var, at det måske var mine bedste træningstimer med Megan nogensinde. Med min ”nye” træningsattitude var der bare masser af succes, og Megan var virkelig skarp. Det giver noget særligt helt inde i hjertekulen når Megan og jeg har sådanne oplevelser sammen efter så mange år.

Ingen kommentarer: