lørdag den 22. oktober 2016

Nose Work begynder med Megan– del 3


Vi kunne ikke deltage i del 2, men i dag var Megan og jeg til del 3 af Nose Work kurset hos Tina Hougaard-Nielsen (del 1 er omtalt her). Vi talte lidt om træningen siden sidst og Tina synes jeg havde været lidt snoldet med godbidderne (tørfoder), men der blev kompenseret rigeligt i dag :-)

Vi fik oksemørbrad i går, og da Kirsten ordnede den skar hun lidt fra, som jeg kunne bruge til træningen i dag. Jeg skulle skære det ud i mindre stykker inden dagens træning, og troede det var løgn: Det flotteste oksekød!


Jeg hakkede lidt af det groft til mig selv, krydrede med kapers, sennep, salt og peber, og fik den dejligste tatar. Resten blev til godbidder til Megan.

Dagens søg var stadig med kasser som markering, men godbidderne var flyttet væk fra kasserne, men de var i nærheden af kasserne. Så kasserne var fortsat en form for target, som hundene kunne gå efter, men godbidderne skulle der snuses efter (eller de skulle ses). Da de fleste af godbidderne var flyttet lidt op i forhold til underlaget, blev det en noget sværere opgave for hundene at løse.


Første runde foregik i teorilokalet (dvs. uden ret mange distraktioner), anden del i laden, hvor der var rigtigt mange andre distraktioner. Den indendørs runde omfattede to søg. I det første voldte det tydelig Megan problemer, at skulle finde et par af de højt placerede godbidder, det gik noget bedre i anden runde.


På et tidspunkt blev hun lidt frustreret og søgte ind i pladsposition og ville tydeligvis have hjælp. Det var også tydeligt i første runde, at hun ikke var særligt vedholdende, hun snusede lidt og så hurtigt videre, hvis hun ikke fandt noget, det blev også bedre i anden runde.


I ladesøget lagde hun flot ud med en systematisk afsøgning at to sider, men derefter begyndte hun at blive mere ustruktureret, og begyndte også at søge andre steder i laden, og måtte hjælpes tilbage.

Hjemmearbejdet til om en uge er helt klart at fortsætte med kasser, som markering, og så variere placeringen af godbidderne, så hundene finder ud af, at de kan være alle mulige steder (= generalisering). Jeg skal nok huske ikke at spare på kvaliteten, udsøgte cocktailpølser og god ost er klar!

Og sørme om jeg ikke skulle opleve, at Megan gav lyd da hun sad i bilen, jeg tror virkelig hun synes det er sjovt at arbejde med næsen, og hvorfor så spilde tiden i et bur?

Ingen kommentarer: