fredag den 11. november 2016

Året rinder ud – eller Lidt sker der da


Det er sådan en lidt gammeldags overskrift, som jeg i virkeligheden synes lyder ret dum, men pyt.

For mange er årsskiftet tidspunktet for at kigge tilbage og frem, jeg gør det, så jeg synes det passer i forhold til, hvor jeg befinder mig.

I dag er et fantastisk tidspunkt at gøre status på!

Det er seks dage efter at Max fik HTM2-titlen, fem dage efter finalen i Årets hund i rally, hvor Megan var oppe til sin sidste rallyprøve, og dagen efter at jeg var hjemme hos Louise og vi havde en skøn samtale om bl.a. status, ambitioner og mål på hundefronten.

For mit vedkommende er konkurrenceåret ved at være slut. Der er rallyprøver på søndag med Max og Lille Bjørn - Årets Hund konkurrence i Sorø - og så er Max tilmeldt i HTM og FS i Hangar 17 den 18. december.

Det er alt.

Men, men, men, det er ikke fordi vi har kedet os i år. 2016 har bestemt været det år, hvor jeg har været til allerflest konkurrencer. Statistikken taler sit tydelige sprog, se foto for oven. Dertil kommer 8 uofficielle rallyprøver: 1 x jubilæumsprøve, 4 x DM og 3 x Årets Hund. 97 prøver på et år når jeg op på, det er da lidt vildt …

Ville jeg have undværet nogen af dem. Næh, overhovedet ikke. Der er prøver, hvor jeg ville have ønsket resultatet var anderledes, men der var ingen, jeg ville have undværet. Der er altid masser input på lykkekontoen.

Jeg har ikke lagt skjul på, at den vigtigste prøve for mig, er den næste. Det var derfor rigtigt lækkert at kunne skrive i forrige blogindlæg, at der ikke var noget, jeg ville have gjort anderledes ved nogen af weekendens prøver. Jeg bliver hele tiden mindet om, hvor fantastisk en udvikling jeg har været igennem, og jeg kan kun konstatere, at det er helt rigtigt, hold da op hvor er der sket meget mentalt det sidste 1½ år og hold da op hvor er jeg blevet en meget bedre fører for alle tre hunde.

Louise og jeg gennemgik HTM-kalenderen og talte om, hvornår vi skal optræde med vores 6+ nummer igen (vi håber på en prøve til februar) og gennemgik i den forbindelse 2016-kalenderen. Det gik op for mig, at bortset fra en prøve arrangeret af DAF 28.8 (dagen efter DM i rally, hvor jeg dømte og var til prøve på Bornholm), har Max og jeg været til ALLE HTM-prøver 2016.

Det kom lidt bag på mig, men der er jo ikke så mange prøver, så vi er gået efter dem alle. Selvom Max har været til rigtigt mange prøver, skal ingen få mig til at sige det er for mange og det er bestemt ikke på bekostning af de to andre hunde.

Jeg tror godt jeg på hundenes vegne kan konstatere, at de både træningsmæssigt og konkurrencemæssigt har været godt på alle tre, og jeg hører ingen protester …

Så er der fremtiden.

Megan er mit førstevalg til Nose Work, vi fortsætter træningen hos Tina og vi satser på at debutere til officiel konkurrence, så snart det bliver muligt. De andre hunde træner også Nose Work, men det er en helt anden sag.

Lille Bjørn skal fortsat konkurrere i rally ekspertklasse. Vi skal til at gå til lidt træning (!!!) og målet er DM og Årets Hund igen, igen.

Så er der Max. Vi skal fortsætte med at udvikle vores relationer, så han bliver endnu mere tryg i alle mulige situationer, og så hans motivation er i top hver gang vi træner og hver gang vi er til konkurrencer. Der er sket en fantastisk udvikling i år, men vi kan nå så langt det skal være, hvis jeg bare er den bedst mulige fører for ham.

Max skal arbejde med Rally, HTM og FS. På basis af den styrkede relation er ambitionerne også store … I rally er målet udover at komme til DM og Årets Hund finale (og slutte i toppen) at Max skal bliver super rallychampion.

I FS er målet FS1 og derefter FS2.

I HTM er målet HTM3. Det kræver større skarphed/præcision i positionerne, noget sidelæns, noget bagved. Så er det perfekt at gå på et ”Fri ved fod-/HTM nørderi” hold hos Anja, og få denne opgave: ”Jeg vil meget gerne bede om at med inspiration fra i går at I laver 3 personlige mål – beskriv dem detaljeret og målbare.”

Louise og jeg talte om det og endte med at dette var tre fornuftige og ambitiøse mål:
  1. 5 m bakke, jeg kigger på et punkt, med Max i P5. Ingen belønning, Max søger ind i positionen, hvis den bliver skæv (lige så godt som i P1)
  2. Max indtager på kommando P2, jeg går ½ meter frem med små skridt og han rykker sidelæns for at holde positionen.
  3. Max indtager på kommando P4, jeg går ½ meter frem med små skridt og han rykker sidelæns for at holde positionen.
Jeg har det rigtigt godt med at disse mål bliver formuleret offentligt, det er forpligtende og motiverende for mig.
  • Hvad får jeg ellers tiden til at gå med?
  • Weekenden består af rallyinstruktøruddannelse lørdag og rallyprøve i Sorø søndag (og en forsinket fødselsdag for mig indimellem).
  • Næste weekend er der Rallydysten.
  • Følgende weekend rallyprøve i Zakkai Hundecenter i Odder.
  • Så en weekend som rallydommer i Stockholm
  • Dernæst en weekend med afslutning af rallyinstruktøruddannelsen.
  • Endelig HTM i Hangar 17.
Så lidt sker der da :-)

Ingen kommentarer: