søndag den 6. november 2016

Årets rallyhund og Megans sidste rallyprøve

Paul klar til præmieoverrækkelse i store ring (foto: Anja Christiansen)

Et længere blogindlæg om en dejlig weekend.

HTM/FS i går

Jeg skrev i går om HTM- og FS-prøverne på Garbogaard.

I dag fik jeg dommerkommentarerne.

ASTA Photo

HTM, henholdsvis Lizza, Anja og Sonja (23,43 point, bestået, nr. 2, 4 Q point)

Udførelse:
  • 7,8 Pas på bakkesekvens, den er lidt skæv, og hver gang du korrigerer og ændrer retning rykker han bare lidt længere ud
  • 7,6 Meget fine positioner det meste af tiden. Indimellem lidt snus og uopmærksomhed
  • 7,5 Max virker lidt uoplagt? + snuser lidt
Sværhedsgrad
  • 7,8
  • 7,7 Ok
  • 7,9
Fortolkning
  • 8,0 Husk at lukke låget på skraldspanden igen :-) Tempoet passer ikke supergodt til dig, det er svært at gå både i halv og hel takt (men fint til hunden)
  • 8,0 Fin stemning. Ok koreografi. Lidt mere ”overskud” kunne gøre godt for helhedsoplevelsen  Godt gået!!!
  • 8,0

ASTA photo

FS, henholdsvis Lizza, Anja og Sonja (22,53 point, ikke bestået)

Udførelse
  • 7,0 Noget tøven, snus og usikkerhed i dag
  • 7,5 Fint! Noget snus og lidt rod i overgange på dagen
  • 7,5 En del snusen, men også flere fine momenter
Sværhedsgrad
  • 7,3 Lidt i underkanten af klassen – måske fordi han ikke fik vist det hele?
  • 7,6 Ok – bedre brug af ringen ville være ønskværdigt
  • 7,7
Fortolkning
  • 7,5 ok
  • 7,5 ok – i perioder lidt svært at se på dagen
  • 8,0
Jeg synes det (igen) er fine og præcise dommerkommentarer, og jeg er enig i det hele. Der var ting, der bare ikke fungerede på dagen, og der er andet, som jeg definitivt vil arbejde med.

Planerne er
  1. At gå op i HTM2 i Hangar 17, og her eksperimentere med noget af det, som er efterlyst ovenfor
  2. At arbejde med udvikling af FS-nummeret, med længde og sværhedsgrad
  3. At gå i tænkeboks med fremtiden. Jeg havde afskrevet HTM, men som skrevet efter mandagens træning, er der nok meget, der taler for at fortsætte.

Årets Hund i rally og rallyprøver i Herning i dag

I dag gik turen meget tidligt til Herning. Jeg havde alle tre hunde med og der var indrettet en fjerde plads, så Osseau med Amanda også kunne være i bilen. Det var en mørk tur til Herning, og der var godt nok ikke meget trafik. Vi var fremme før 7, luftede hundene og gjorde os klar i hallen med store ring.

Programmet omfattede for mit vedkommende fem prøver.

Generelt kan jeg sige at hundene blev varmet op fuldstændig som planlagt, og at jeg gennemførte helt ud fra de forskellige scenarier, der kunne opstå. Så jeg vil godt rose mit eget førerarbejde – der var ikke det der lignende irritation eller ærgrelse over situationerne, og jeg synes vi fik det bedst mulige udbytte på dagen.
  1. Max i championklasse finale i Årets Hund. Den ring kunne han bestemt ikke lide. Kirsten fulgte prøven via Livestreaming og sagde at larmen af gøende hunde var udtalt, og Max dæmpede også en del fra starten. Et indkald hvor han luntede, et sideskift der måtte laves om, og et dobbeltspring hvor han stoppede mellem springene, kiggede på damen med kameraet lidt ud for det andet spring og vendte om. Det var bestemt ikke prøveomstændigheder vi har trænet, med snurrende kameraer og masser af lys, figurer og glimmer udenom. VI satser på at Johanna laver sådanne setups til de kommende træninger :-) Det rakte til en 8. plads på ÅH-listen, det er jeg virkelig stolt af!
  2. Megan i championklasse finale i Årets Hund. Jeg havde annonceret at det var Megans sidste rallyprøve, og hun hyggede sig gevaldigt, jeg skriver lidt om dette længere nede i bloggen. Men den korte udgave er, at jeg allerede da jeg ikke kunne kalde hende ind (skilt 2) fordi hun kiggede på kameradamen, måtte erkende, at jeg ikke skulle tænke point. Jeg klappede i hænderne for at få opmærksomhed (hun kan høre lidt, når det er meget høje lyde), ved dobbeltspringet tog hun det første og løb derefter ud til kameradamen, og derefter gennemførte vi resten for sjov, og det var Megan helt med på! Det rakte til en 13. plads på ÅH-listen, det er jeg overmåde stolt af!
  3. Lille Bjørn i ekspertklasse finale i Årets Hund. Han var lige en anelse overfrisk, så der røg 13 på en snur rundt + et par ommere og det løse. Der kom sågar nogle bjæf. Han hyggede sig også gevaldigt på banen! Det rakte til en 8. plads på ÅH-listen, det er jeg også meget stolt af!
  4. Max i championklasse. Det gik strygende. Max var ikke helt stolt ved ringen, men han blev støttet virkelig godt, og specielt en knivskarp bak på højre side gjorde mig ekstra glad. Vi endte med 2 x ommere og 3 x 1 for snus, og dermed 91 point. Det rakte til en 2. plads og 12 point til ÅH-listen for 2017!
  5. Lille Bjørn i ekspertklasse. Lille Bjørn gik igen som en drøm, men igen overfrisk, så der kom lidt gøen og han kunne ikke snurre, så vi mistede snur rundt og springvand (26 point), derudover var der en 1’er og en 3’er, så vi endte med 70 point. Det rakte til en 8. plads og 3 point til ÅH-listen for 2017!
Jeg synes ærligt talt det er ret sejt gået. Tre hunde til ÅH-finalen og selvom ingen var i nærheden af deres bedste prøveniveau på dagen, ydede de alle tre deres bedste, og placeringer som nr. 8, 13 og 8 er jeg virkelig meget stolt af.

Mine bestræbelser på at kvalificere Max og Lille Bjørn til ÅH-finalen 2017 fik en fin start, med point til begge hundene, og specielt Max’ 12 point er jeg super tilfreds med.

Megan sidste rallyprøve

Megans sidste rallyprøve skal have et par ord med på vejen. Den sidste officielle var på Samsø for nogle uger siden, og i dag var det så definitivt slut. Vi kunne ikke nå nogle resultater af betydning, så der var bestemt ingen nerver på, og vi hyggede os gennem banen.

Umiddelbart efter mødte vi Kasper Larsson fra Hunden, som spurgte til Megan og rally. Og sørme om det ikke blev til en flot artikel lidt efter En veteran-hund trækker sig tilbage. Jeg er virkelig dybt rørt over den flotte omtale af skønne Megan og også vemodig over, at jeg ikke skal til rally med hende mere. I dag var første gang jeg gik til officiel prøve med Max og Lille Bjørn uden Megan …

Hvis jeg var i tvivl om hun havde haft det sjovt, så er jeg det ikke længere efter at have læst Annie Larsens kommentar til artiklen: ”Og hun havde en fest i sin sidste prøve. Kæft en griner jeg fik. Der skulle opleves 100 procent og Megans hale fortalte tydeligt hun morede sig kongeligt”. Jeg er sikker på at Megan har gode drømme om denne prøve med meget mere spændende omgivelser end de sædvanlige rallyprøver.

Jeg vil slutte med at rose Amanda, som var mit superhyggelige selskab på dagen og udførte superflot førerarbejde.

For det første gik hun en flot bane med Osseau til Årets Hund, jeg ved ikke hvor mange point de fik, men de er mindst blevet nr. 7, fordi de overhalede Megan, som lå 4 point foran inden finalen.

For det andet gik hun en fantastisk bane til den officielle prøve. Kun et lillebitte forkert førerskøn bevirkede at de måtte nøjes med en 5. plads i stedet for den 2. plads, som Max nu fik; Amanda er virkelig en af de allerbedste i rally i Danmark.

For det tredje fandt hun det perfekte pling-halsbånd til Max. Kirsten havde ønsket at hun ville hjælpe med at finde det, og hendes valg var bare perfekt.

For det fjerde har hun givet mig super god feedback i dag, bl.a. om, at hvis jeg har ambitioner om at Lille Bjørn skal til DM og ÅH i 2017, så skulle jeg også træne med ham … Nå ja, det var da ikke så tosset en idé :-)

For det femte er hun bare godt selskab, og vi fik talt om alt mellem himmel og jord, herunder også hørt mors måske kommende HTM-musik flere gange. Jeg synes det er et fantastisk valg, det er Amandas idé og jeg håber Anita vælger det nummer – jeg vil også gerne kunne lide det, for jeg kommer til at høre det mange gange :-)


Ingen kommentarer: