onsdag den 11. januar 2017

2 x rallytræning

Fri ved fod med forstyrrelser (foto: Anja Christiansen)

I går gik tirsdagsrallytræningen hos Johanna i gang, og jeg havde plads på næstsidste hold med Lille Bjørn og sidste hold med Max.

Jeg var oplagt efter en god dag på arbejde og en virkelig god evaluering af 2016 i arbejdssammenhæng, og det blev der sandelig også brug for – altså at være oplagt!

Lille Bjørn virkede som om han stort set ikke har trænet i år, hvilket er tæt på sandheden. Så under opvarmningsøvelserne, som jeg primært lavede på højre side, hoppede og dansede han og bevægede sig i et tempo, så jeg næsten ikke kunne følge med. Vi skulle laver tre øvelser på stribe, sideskiftene kører virkelig fint nu, men vi har udfordringer, når han skal fra gammelkendte positioner og ind på højre side, så vil han rigtigt gerne ind til venstre.

Jeg var først i den individuelle runde, og havde valgt fokus på dobbeltspring ro, frem med target, indlæring af at erstatte Johannas lægge belønninger med præcise kast, og så var vi godt i gang.

Så havde vi fokus på rundt om fører med start på højre side, og at få ham tilbage på højre side, fremfor venstre eller setup.

Derefter arbejdede vi med to korte baner og en lidt længere, alle med fokus på højrehandling, noget fremsending til felt og kegle, noget bakning væk og på højre side, og sørme om føreren ikke også huskede at gå banerne med Lille Bjørn på venstre side.

Lille Bjørn gik skarpere og skarpere, kun de sidste 10 minutter kunne jeg mærke et lille fald i intensiteten, og der var stort set ingen snusen, mens vi arbejdede.

Jamen, det var bare én stor fornøjelse at arbejde med ham, og det er svært ikke at komme til at grine, når man ser hvor energisk og villigt han arbejder.

En fantastisk Lille Bjørn!

Max var igennem næsten det samme program, men der var ikke så meget fut i ham. Han virkede lidt dæmpet under opvarmningen, så der blev skruet op for belønningsrate og intensitet – mandagslæringen i anvendelse i praksis!

Han arbejdede pænt det meste af tiden, men der kom nogle kommentarer til at han ikke virkede helt glad og frisk, og jeg kom først sent til at tænke på, at tre timers intensiv træning mandag godt kunne sidde lidt i ham.

Da vi kom til den individuelle runde (nr. 5 ud af 6) dikterede Johanna favoritøvelser, så det blev spin, move-on, sideskift, bakke, twist, slalom, rundt om line (i mangel af stok), spring over line, spring mellem ben, som endte med en flot sekvens til FS: spring mellem ben forfra, bagfra, forfra og bagfra hvor han ender med forpoterne på mine sko.

Var han trist eller dæmpet?

Øh, ikke specielt. Tværtimod var han totalt på, med logrende hale og det var tydeligt, at han lavede nogle ting, som han synes var sjove, inkl. nogle ting (bl.a.) springene, som han ikke tidligere har villet prøve.

Hvad var forskellen: At føreren virkelig var på dupperne og gjorde sig umage, gav sig fuldt ud, og blev revet med af den gode stemming ...

Vi lader billedet (og læringen) stå et øjeblik … fotoet for oven er fra Anjas kursus mandag,

Som prikken over i’et kom der en mail fra Johanna i formiddags: ”Hold op hvor var du smilende og glad i går til træning. Dejligt at se!!!!!! Uden at det gik ud over præcisionen i træningen!”

En fantastisk start på rallysæsonen!

Ingen kommentarer: