lørdag den 18. februar 2017

Keine Hexerei, nur Behendigkeit

Rally ER populært

At rally er blevet en populær hundesport er helt sikkert. Mange prøver bliver fuldtegnet meget hurtigt og det er jo dejligt, for så er der noget ved at arrangere prøver.

Selv prøver, som ikke kvalificerer til DM eller Årets Hund (i DKK), bliver hurtigt fuldtegnet, og dobbeltprøver virker som om, de er ekstra attraktive. Det synes jeg absolut selv, som deltager.

Der er prøver, som i princippet burde kunne tage alle, som var interesserede i at deltage. I DKK-sammenhæng gælder det prøver, der kvalificerer til DM og til Årets Hund.

Som deltager bliver jeg selv irriteret over ikke at kunne få plads, så som medansvarlig for at arrangere DKKs prøver har jeg været med til at sætte grænserne for deltagertallet til prøverne op.

Prøverne i Roskile 30. april havde oprindeligt to dommere, som vi havde aftalt et max på 60 hunde med. Da vi var tæt på at nå det loft, inviterede vi en tredje dommer, og hævede loftet til 75 pr. prøve. Det blev også nået. Så med lidt behændighed blev der i går ændret til at lidt flere kunne tilmelde sig. Men helt ærligt: 150+ deltagere til ro rallyprøver er da vildt.

Weekenden 11.-12. marts skal Anita og jeg dømme tre rallyprøver på Bornholm. Tre prøver, alle kvalificerer til DM, to til Årets Hund, så de er da attraktive, men altså 154 tilmeldte, det er også helt vildt.

Bloglæsning

Jeg har siden NW-træningen i tirsdags ikke været til noget organiseret træning, og skal først i morgen sammen med Anita have en enetime med Sonja.

Jeg har brugt en del af lørdagen på at læse mine egne blogindlæg. Med fare for at lyde selvfed synes jeg, at det er skønt at læse de blogindlæg: De handler om glæde, positive oplevelser, udfordringer på en konstruktiv måde, og det vakte masser af glade minder.

Jeg begår dumheder, jeg gentager fejl, jeg lærer nogle gange meget langsomt af egne erfaringer, men generelt udvikler jeg mig og når dagen er omme kan jeg kun være tilfreds med det samarbejde, jeg har og de resultater, jeg når med hundene.

Hvis jeg kigger på det udefra og skærer igennem alt fedtet, så er det svært at være utilfreds med:
  • At konkurrere med en næsten 14 år gammel, døv engelsk springer spaniel, og få 95 point i rally championklasse og kunne arbejde godt i NW med hende
  • At debutere med en næsten 10 år gammel stivbenet Norwich terrier med ikke helt skarpt syn i rally championklasse og få 96 point
  • At træne med en selvudslettende border terrier, som går i rally championklasse, FS1 og HTM2/3 og træner NW – og som er god til det hele.
For helvede Paul, tag dig sammen og glæd dig over det, i stedet for at jamre over småting, der ikke lykkes!

At læse Max

På morgenlufteturen mødte vi et par med to løse hunde, det lignede bestemt amstaffer. Jeg gik som sædvanlig med drengene i flexline og Megan løs. Jeg læste de to amstaffer og slap Max – men ikke Lille Bjørn. Den ene amstaff (Yrsa) og Max legede fint sammen, den var ret pågåemde, men Max svarede fint og de legede pænt sammen. Den kvindelige del af parret sparkede flere gange efter sin hund, ikke hårdt, men irriteret, og jeg overvejede om jeg skulle sige noget, men det gjorde jeg ikke. Hundene var nemme at læse og der var ikke problemer. Yrsa forstod ikke at Megan sagde fra, så jeg endte med at gå væk fra dem.

Og være stolt af at mine hunde agerede med tydeligt hundesprog og at de andre hunde og jeg kunne læse dem.

På eftermiddagsturen havde Kirsten som sædvanlig Lille Bjørn og Megan i almindelig line og jeg havde Max i flexline. Vi (= Max) faldt over et ret spændende stykke bræt, Kirsten gik væk med de andre hunde, og så fik Max lov at apportere brættet, som jeg kastede ud i vandet.

Igen var han nem at læse. Han kunne bruge resten af sit liv på dette! Fuldstændig som oldefar Otto. Man kan se det på det på billedet, det er en glad hund, og hvis hans fører kan skabe bare 80% af den glæde til træning og konkurrencer, så bliver vi verdensmestre.

Ingen kommentarer: