fredag den 21. april 2017

At være i balance = klar til konkurrence


Efter en længere konkurrencepause – siden 9. april 2017 … - står den i weekenden på 4 rallyprøver lørdag og 2 rallyprøver søndag.

Jeg synes det er interessant at sammenligne mine forberedelser nu med ”dengang”, som samlet begreb for, hvad jeg gjorde før jeg fik coach.

I tirsdags skulle jeg have været til rallytræning med Max og Lille Bjørn, som jeg også skal op med i weekenden, og jeg måtte melde afbud. Når en implementering kører på arbejde, to underleverandører er kommet fra Rumænien, alle arbejder intenst for at det hele skal lykkes – det er ikke dér, projektlederen siger hej, jeg skal afsted til hundetræning.

Det arbejdsmæssige lykkedes, men hvordan i forhold til weekendens prøver?

Jeg skrev til Anita: ”I gamle dage ville jeg have panikket og tænkt, at det lige var aftenens træning der gjorde, at jeg var klar til weekenden. Men jeg tror det går alligevel :-) Jeg må træne bakning på højre side, bakke væk og dobbeltspring ro med LB i haven i morgen!”

Jeg skar det ud i pap for mig selv:
  • Kan Max alle øvelserne? Ja
  • Kan Lille Bjørn alle øvelserne? Jaaa
  • Hvor er der problemer? Ja, der er lige de bakketing på højre side og foran, og dobbeltspringet?
  • Kan de trænes hjemme? Ja
  • Blev de trænet hjemme? Ja – det gjorde de torsdag
  • Var der problemer? Næh
Bundlinjen er, at jeg løbende arbejder med hundenes svageste adfærd i forhold til rally, og når det så indgår i kæden ved en rallyprøve, så bliver det bedre og bedre.

Og det beskriver meget godt hvordan jeg har det med at gå til prøve i dag. Hundene kan al adfærden, og det drejer sig ”kun” om at de skal være i den rette balance på dagen, så kan vi gå ind og gøre det fantastisk.

Er det alt?

Ja!

Jeg har naturligvis pakket bilen (telt, stol, taske med belønninger mv.)

Jeg har styr på papirer og ekstra gode belønninger, som skal gøre klar i morgen. Jeg skal tage bestik af vejret med hensyn til påklædning.

Og det er det.

Jeg er totalt klar, med de rigtige mentale hatte, til at støtte Lille Bjørn og Max bedst muligt til weekendens prøver. Jeg har tænkt på resultater, men de tanker er parkeret, for de kan absolut ikke bruges til noget. Jeg læder mig til weekenden, jeg er sikker på at den bliver dejlig, og at jeg får det fantastisk sammen med en masse rallynørder.

Og som bonus når jeg også en familiefødselsdag søndag eftermiddag efter prøven i Ølstykke!

Ingen kommentarer: