tirsdag den 2. maj 2017

Glæde og detaljer


Det har været en skøn dag.


Den startede med en tur i det skønneste vejr på stranden. På vej til arbejde hørte jeg den fulde udgave af Que reste-t-il de nos amours tre gange, et nummer begynder at tegne sig. Der var flere supergode oplevelser på arbejdet, som vakte glæde og gav glæde tilbage. Jeg fik tilmeldt Nose Work prøve den 4. juni, en af de første officielle i Danmark. Jeg skulle til træning med Max og Lille Bjørn hos Johanna, og blev mødt med en bemærkning om, hvor glad jeg så ud. Jeg snuppede et stykke kage, som Johanna havde skåret ud til sig selv, der var mere kage, der var flødeboller, der var solskin og lunt, jeg fik ganske uventet nogle godbidder af Charlotte, pga. noget, som jeg ikke regnede for noget.

Og så var der – sidst, men ikke mindst – træningen, som gik rigtigt godt. Som en del af træningen på begge hold, skulle vi lave et program, hvor vi udførte en stribe adfærd synkront. På det første hold rallyøvelser (sammen med Mette og Laila), på det andet rally/LP/tricks (sammen med Amanda og Dumle). Det var sjovt og ikke så svært som det umiddelbart kunne lyde. På det første hold skabte jeg selv de største problemer for Lille Bjørn, fordi jeg gik midterst af de tre ekvipager, og skulle styre, hvornår vi skulle udføre øvelserne, samtidig med at jeg skulle dirigere ham, og det blev han ikke uden grund lidt forvirret af.

De to individuelle runder var bare så meget lige i øjet.


Til Lille Bjørn havde jeg valgt bakke væk og bakke på højre side.

Bakke væk blev lige splittet ad. Vi havde kun fokus på bakke væk, ikke på ind foran og stå. Jeg har arbejdet med at han bakkede væk, og belønnede hos mig eller ved at kaste godbid bag ham. Ingen af delene har givet flydende adfærd. Så nu er det bakke bakke, stå, klik gå frem til ham og godbid. Bakke bakke osv. Så det er kun bakkebevægelsen der belønnes, og belønningen falder, hvor han stoppede. Ganske simpelt, det er bare ikke sådan, jeg har gjort. Vi sluttede timen med at han nærmest ikke vil stoppe med bakningen 

Bakke ved siden af på højre side, der blev jeg afsløret lynhurtigt, jeg belønner helt forkert. Han trækker ind foran mig, fordi han er vant til at belønningerne kommer derfra (far venstre hånd). Nu har jeg hænderne bag ryggen, og godbidderne holdes i venstre hånd, tages med højre hånd og han belønnes på højre side. Og hvad skete: pludselig var trækket den rigtige vej, og vi fik noget flot, lige bakning på højre side.

Med Max startede jeg også med bakke væk fra. Han har den flotteste bakning, men når der er lidt pres på sætter han sig foran. Det arbejde vi med på samme måde, som med Lille Bjørn, og pludselig kom der meget mere flow. Og så viste Max tydeligt, at vi har trænet ret præcist 3 hundelængder, så vi går i gang med variabel afstand og kun belønning, hvis han stopper på min kommando.

Endelig arbejde jeg med et nyt startritual, jeg er lidt træt af at han altid står fra i det sekund, vi skal gå fra startskiltet. Vi lavede en sekvens, hvor han sættes af, jeg går et par skridt til startpositionen, kalder ham hen, giver startsignal og så går. Pludselig var han opmærksom fra start. Det skal jeg have arbejdet videre med, det ser lovende ud.

Så to superdejlige individuelle runder, hvor jeg fik input til at løse mine to vigtigste udfordringer med hver af hundene. Det bliver ikke meget bedre :-)

I øvrigt var det nye legetøj, som vi vandt hos Dansk Hundeskole i Roskilde, et kæmpehit hos begge drengene!

Ingen kommentarer: