mandag den 17. juli 2017

Rallydysten Q3 – masser at glæde sig over

Susanne, Stine og diverse udstyr ...

Sorø Hundevenner og Sydkystens Hundeskole er virkelig gået 110 % ind for Rallydysten. I dag mødtes vi igen, denne gang for at gennemføre banerne for Q3, igen lagde Sorø Hundevenner (læs: Stine og Susanne) areal og klubhus til, havde sørget for præmier og fine dommergaver. Til gengæld klarede Sydkystens Hundeskole (læs: Amanda og jeg) papirarbejdet og dømte. Der var lidt udfordringer med at få championbanen til at stå som på tegningen, og udstyret samarbejdede ikke helt, som man kan se på billedet, men det hele blev taget med et smil, og vi endte med at gennemføre hele forløbet næsten nøjagtigt efter den annoncerede tidsplan.

Vi var fire i championklasse, jeg startede med at dømme Amanda og Osseau, hvorefter hun skulle dømme resten af klassen, med Lille Bjørn som nr. 2 og Max som nr. 4.

Lille Bjørn var perfekt varmnet op i den relativt varme vejr, dvs. næsten ikke, han skulle snuse vildt meget nogle få steder, og han skulle gø ret meget af Pouls Rosa (den sidste deltager i championklassen), og så var han klar. Jeg må jo ikke afsløre detaljer om banen, men jeg kan roligt sige at Lille Bjørn gik fantastisk. Vi blev trukket 2 x 3 for mindre førerfejl (jeg skal øve mig i at gå lige ud), 1 x 3 for en gentagelse og 2 x1 for lidt småtteri. 89 point med to dumme førerfejl, ikke dårligt, og jeg var overordentlig tilfreds.

Max skulle muligvis have været varmet lidt mere op, men jeg er ikke sikker på det. Lige før vi meldte klar smuttede han, klassisk smuttur, men kom lige tilbage da jeg kaldte og så gav jeg klartegn. Jeg havde næsten den rigtige følelse i kroppen, men ikke helt, for Max’ snude var godt nok meget i underlaget. Jeg er lidt imponeret over, at vi faktisk gennemførte så meget, som vi gjorde, i betragtning af hvor fraværende han virkede. Der var igen 3 for en mindre førerfejl, der var 3 ommere, 4 x 1 og endelig 5 i helhedsindtryk – rigtigt godt dømt, det vender jeg tilbage. Så vi endte med 79 point. Jeg synes han gjorde det ok under omstændighederne, Amanda sagde også han reagerede tydeligt på nogle lyde inde fra genbrugsstationen, men alligevel. Miljøtræningen på fredag ser jeg meget frem til, for der er noget at arbejde med.

Jeg dømte Amanda og Dumle, som var start nr. 1 i ekspertklasse, og derefter var jeg sekretær og tidtager for resten og fik lejlighed til at se rigtigt meget flot førerarbejde, ikke mindst toppen af øvet klasse og begynderklasse var virkeligt dygtige.

Jeg vil ikke fremhæve nogen, men synes jeg skal nævne, at det var fantastisk dejligt at opleve Conni og Chili. Vi var rigtigt mange der glædede os over at se Chili på banen igen, og med 98 point var hun også ret skarp.

Inden præmieoverrækkelsen i begynderklasse tog jeg lige ordet fra Amanda, for at sige, hvor meget jeg havde nydt det flotte førerarbejde, men at det, jeg havde glædet mig allermest over var at opleve Amanda som dommer. Hun er en meget dygtig rallydommer: Hun iagttager præcist, kommer med velargumenterede bedømmelser, har gode overvejelser i tvivlssituationer, og giver feedback på en meget behagelig og smilende måde. Det er meget rutineret og flot arbejde, og det var en fornøjelse både at blive dømt af hende og opleve hende dømme og give feedback.

Vejret var med os, det hele kørte, som det skulle, alle 25 ekvipager fik gode oplevelser er jeg sikker på, også de 3, som ikke bestod, for deres hunde gjorde det godt. Det var et meget dejligt arrangement.

Tak til alle, og specielt tak til Stine, Susanne og Amanda.

Ingen kommentarer: