søndag den 17. september 2017

Landsholdstræning - og hvad er diagnosen

Søndag morgen

Morgenen startede med en lille forskrækkelse. Som led i Lille Bjørns overgang til almindeligt foder har både han og Max fået A38 som en del af maden, for sidste gang i dag. Max kiggede bare på morgenmaden og ville ikke spise. Jeg tænkte, at han måske ikke ville have A38 (det har han dog fået de forrige dage), og lavede en portion normal morgenmad uden ”tilsætningsstoffer”. Ingen forskel. Han har været sig selv hele dagen, legede fint med en ny hund på stranden, har lavet normal afføring og spiste helt som sædvanlig til aften. Så ingen alarm.

I dag havde jeg for første og eneste gang mulighed for at deltage i landsholdstræningen, som er nogle træningsarrangementer med landsholdsdeltagerne frem mod NM i HTM/FS 29.9-1.10. I dag var det i Undinehallen og Louise og jeg havde to træningspas à 15 minutter med en halv times mellemrum.

Vi havde på forhånd aftalt, at det første kvarter skulle bruges på at træne programmet uden hund, det andet til motivationstræning med hund – bortset fra, at jeg så ikke ville arbejde med selve nummeret med Max, kun træne med ham til musikken.

Men selvom Max var med, kom han alligevel ikke ind i hallen. Vi gik en kort tur inden første pas, og han blev luftet mellem de to pas og før jeg kørte igen.

Begge træningspas var fantastiske. Der var 4-5 sæt skarpe øjne der kiggede på, og vi var helt åbne for kommentarer, og det fik vi. Konstruktiv feedback fra nogen af de bedste i landet, meget konkrete råd, som vi kunne forholde os til og arbejde med, og samlet gøre nummeret en tak eller to bedre.

Efter første pas blev Louise og jeg enige om at fortsætte andet pas på samme måde, bortset fra at Billie kom med i noget af passet.

Min sammenfatning af de to træningsrunder:
  • Start position, hvor vi hilser på dommerne – kun ét nik
  • Huske at give DJ besked om startsignal (jeg løfter stok)
  • Husk at kigge op og smile mod dommerne undervejs
  • Koordinere vores gang (konklusion: Paul mere stift, ikke så vuggende)
  • Aftale håndsignal indbyrdes, så vi véd, når hundene er på plads, inden vi går i møllen (gælder begge veje)
  • Huske at sætte fødderne præcis på samme måde i de to sidelæns passager
  • Huske front mod dommerne efter slalompassagen
  • Koordinere kommando til rundt om to førere
  • Starte bakning væk fra fører på samme tid
  • Ændre slutpassagen, så vi i to-skridts forløb vender os mod hinandens hunde (i stedet for at jeg går rundt om Billie mv.) og går hen til dem
  • Præcis timing af stok i gulv, hundes feet-up og hånd i vejret med kæmpesmil til dommerne
Det var vist de væsentligste punkter.

Louise og jeg har aftalt, at vi skal mødes til en rigtig generalprøve inden NM (om 13 dage!!!), og til da har vi forhåbentlig styr på alt ovenstående og endnu mere styr på vores samarbejde med egen hund.

Jeg vil godt sige, at jeg synes det var skidegod træning – helt ærligt. At få så åben, konstruktiv og anvendelig kritik af vores program var skønt. Jeg ville ønske, jeg kunne være blevet længere, for de lidt jeg fik set af de andres træning var også meget inspirerende. Masterclass!

Mad fra LêLê Street Kitchen

Jeg tog afsted og hjem via LêLê Street Kitchen, for at hente aftensmaden, som altid en fantastisk oplevelse.

Jeg har fået endnu mere godt input til Max-casen, og jeg kan roligt sige at jeg er gået i Think-mode. For én ting er at sætte prøver på pause, en ganske anden at finde ud af, hvad og hvordan der skal arbejdes/trænes/leges/ageres for at ændre Max’ adfærd til prøver.

Annie sendte denne flotte beskrivelse af situationen:

”Jeg tænker(igen) at det sikkert er rigtigt det ikke har haft nogen konsekvens for Max at skride fra dig til prøve. Første og nemmeste konsekvens kunne være at beholde linen på! Hvordan du så kommer videre derfra har jeg ikke lige et bud på, dog er jeg af den overbevisning at Max er særlig sensitiv i forhold til de forstyrrelser han møder til prøver- vi kan ikke se/tolke det han tænker. Jeg er sikker på han helst vil gøre som du ønsker, men hans impulsstyring og lette afledelighed er vanskelige faktorer for ham at håndtere i prøvesammenhæng Måske jeg lyder noget filosofisk, men prøv at indtænke det når nye veje til toppen skal udredes.”

Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv, faktisk kunne jeg slet ikke have formuleret det nær så godt. Det er lige midt i prik.

Det er heldigvis ikke noget, der haster, for jeg skal virkelig arbejde med det grundlæggende problem, hvis jeg skal have en løsning, der holder – og det vil jeg have! Men først skal diagnosen stilles.

Ingen kommentarer: