søndag den 8. oktober 2017

Bedre uden at være helt godt. Hvorfor gør jeg det?


Championbanen i Ølstykke

Først den rigtigt gode nyhed: Lille Bjørn halter ikke mere. Han får Rimadyl et par dage endnu, vi får ham naturligvis tjekket, men umiddelbart ser det ok ud. Kirsten gik en kort tur med ham i formiddags, og da han først blev optaget af at snuse var der ingen halten mere.

Bjørnen slapper af

Turen til dagens rallyprøve i Ølstykke var kun med Max, det er første gang i over et år jeg er taget til rallyprøve med en hund. Conni havde lavet en virkelig lækker bane, og vi startede som nr. 6 ud af 15.

Jeg havde besluttet mig for en ny start, for mønsteret skal brydes. Ingen opvarmning før vi skulle ind, jeg stillede mig et stykke fra banen og gjorde klar, tog linen af, Max løb lige hen til en hund, der kom ret tæt på bagved os, men direkte tilbage til mig. Da Conni sagde vi kunne komme ind, løb jeg frem til ringen, og ind og stoppede ved startskiltet, Max var nogenlunde med, starttegn, og vi gik i gang. Han blev hos mig. Vi måtte lave slalom med rundtur om, jeg satte farten ned, fordi der var glat og han kom for langt væk, der var uro i positionen i en stå gå rundt om og 6 x 1 for snus – som der var rigeligt af, der havde også gået en løbsk tæve tidligere på dagen. 88 point og en placering midt i et flot felt med 15 ekvipager.

32 prøver i år, 88 er i den bedste tredjedel, og Kirsten stillede det gode spørgsmål, da jeg kom hjem: Hvorfor gør jeg det? Som hun fint formulerede det, hun ville ønske jeg bare indimellem kom hjem og fortalte, at det var gået fantastisk … Er der overhovedet potentiale i Max til noget større?

Vi har inkl. DM og ÅH været til 65 prøver i championklasse, og de bedste resultater er 3 x 96.

Tror jeg helt ærligt på, at jeg kan få arbejdet med hans motivation, så vi sammen kan folde hans potentiale ud?

Det korte svar er: Ja. Det længere tror jeg man kan uddrage af mange blogindlæg, og jeg øver mig på at formulere det sammenhængende til næste coachingsession. For hvis svaret ikke er et ærligt og hurtigt ja, så skal jeg bare være med for at være med, eller holde op med at arbejde med Max på konkurrenceplan.

Næste weekend går turen til Samsø. Jeg ved i dette øjeblik ikke om Lille Bjørn kommer med, det håber jeg selvfølgelig. Han er tilmeldt 1 x HTM lørdag og 2 x rally søndag.

Max er også tilmeldt 2 x rally søndag, og jeg ser virkelig frem til for første gang i over et halvt år at gå op indendørs, hvor Max har en betydeligt bedre statistik end udendørs.

Lørdag er han tilmeldt HTM3, 6+ og træningsklassen (HTM). Jeg fik talt en del med Anita og Amanda i dag om strategien for HTM3, og den arbejder jeg videre med.

Ingen kommentarer: