tirsdag den 6. marts 2018

Guddommelig træning


Jeg har oplevet masser af gode træningsdage, hvor tingene bare fungerede, som de skulle og jeg kørte hjem mentalt med armene langt oppe, og tænkte, hvor fantastisk det var at arbejde med den ene eller den anden hund.

Sådan en dag havde jeg i dag.

Efter vinterpause på Johannas rallyhold startede Max og jeg i dag igen på det tidlige eftermiddagshold (15:50) i hallen i Stestrup.

Jeg varmede op med diverse HTM og rally, og så var vi ellers klar.

Vi er i gruppe A med Jette & Kito og Christina & Cinna, og første del stod på selvtræning:

  • Der var 4 kegler, som vi skulle bruge til slalom på tid, men vi blev hurtigt enige om, at det havde vi ikke brug for, vi skulle have fokus på hundene. Max gik blændende både på venstre og højre side
  • Der var tre kegler tæt på en væg, så vi kunne træne øvelser, fx spin eller øvelser, hvor vi skulle gå rund om hunden, hvor det kunne opleves som pres, at være tæt på væggen. Max var helt cool og dækkede bl.a. fint.
  • En cirkel med 8 kegler skiftevis røde og gule, og en rød og gul kegle i midten. Vi skulle vælge 4 øvelser, som skulle udføres på venstre side ved de røde kegler og på højre side ved de gule (efter en vending). En makker skulle undervejs råbe ketchup eller sennep, og det var signal til at man skulle løbe ind til den røde eller gule kegle og udføre en på forhånd valgt øvelse, som ikke måtte være en af de fire, og derefter ud og fortsætte, hvor vi kom fra. Det var ikke svært, og dog, det betød at fokus kom lidt væk fra hunden. Max var super på, kun lidt distraktion når jeg skulle tænke for meget.
I anden del var vi hos Johanna og trænede en stribe sekvenser, hvor vi fx skulle udføre 3 øvelser med hunden på venstre side, vende og lave de samme 3 øvelser på højre side. Det var et ret langt forløb og jeg havde virkelig sat mig for, at det skulle være en fed oplevelse for Max.

Jeg gjorde meget ud ad kontakt under introduktionen til de enkelte forløb, jeg var meget opmærksom på at støtte bedst muligt i hver øvelse (tegn og kommandoer i rette tid) og mellem hver øvelse, og Max var så totalt på, at det gjorde helt ondt.

Han smuttede et par gange, hen til Johanna, som også var forstyrrende, men er du vimmer hvor var han god. Jeg huskede også at lege indimellem, og da vi tog afsted var jeg dejligt varm båd udvendig og indvendig.

Det var Max og fører, når de er allerbedst sammen. Og i en hal, som jeg kunne finde på at sige er svær for ham …

Jeg er helt vild med hans kontakt og hans rallyarbejde!

Så gik turen tilbage til Solrød og en hurtig udskiftning, for næste punkt på dagens træning var starten på næste runde af Merete Nose Work Øvet hold, som er flyttet fra Viby til Solrød Strand. Og det deltager Lille Bjørn og jeg selvfølgelig på.

Der var 5 grupper søg:
  1. Langs en mur var der 10 søg (Merete stod her)
  2. Der var et område med nogle bænke og betonklodser med 5 søg
  3. Et område ved cykelstativer, hvor der var to søg på hver af 3 rækker (6 søg i alt)
  4. Lige ved siden af et område omkring delene fra en nedreven skulptur (3 søg)
  5. Et område omkring et aflåseligt bur til cykler (4 søg)
28 søg i alt, der var noget at gå i gang med.

Jeg startede hos Merete, og Lille Bjørn var bare helt på toppen. Der var nogle få områder han gik hurtigt forbi, og hvor jeg vendte ham, men ellers bare rolige og systematiske søg, og flotte markeringer. 9 fandt han, og det sidste på tilbagevejen.

Virkelig flot arbejde. Man kan tydeligt høre, når han arbejder og hans markeringer er så tydelige.

Næste søg gik han i gang med, inden jeg havde nået at sige noget, for han strøg hen og markerede på en betonklods, og hurtigt fandt han en anden kilde i samme gruppe. De var to bænke han bare strøg forbi, om hjørnet ved nogle andre bænke to markeringer, jeg vendte tilbage til de forrige to og stadig ingen reaktion. Jeg spurgte Michelle, som stod tæt på, og hun bekræftede at der ikke var noget ved de bænke, og så gik vi tilbage og fandt det femte gemme. Totalt blæret arbejde af Bjørnen.

Så gik vi til cykelstativerne, og der var jeg (også) helt vild med at se ham arbejde. Han gik fint ned langs stativerne og uden om cyklerne, og så snart han fangede fært begyndte finsøget og en flot markering. Alle 6 fundet og markeret så flot. Der var et par hvor føreren var lidt langsom, men som kom der en endnu tydeligere markering.


Jeg forsøgte med en pause, men det var Lille Bjørn ikke klar til. Så vi gik i gang ved skulpturen, hvor vi fandt 2 af 3. Det sidste fandt vi, da Merete hjalp med at udpege området.

Og endelig ved cykelburet, hvor vi fandt 1 ud af 4. Nr. to fandt vi, da Merete hjalp de sidste to fandt vi slet ikke. Lille Bjørn arbejdede totalt rutineret, han kørte med fuld intensitet i 45 minutter, og lavede de flotteste afsøgninger og markeringer.

Jeg er helt vild med hans Nose Work arbejde!

Kirsten er desværre syg med influenza, hun havde foreslået at jeg hente aftensmaden på Sandthai, så den blev bestilt 20 minutter før vi sluttede og var klar til afhentning kl. 19.

Superlækker mad som afslutning på en forrygende træningsdag, hvor begge hunde i discipliner, som ikke står øverst på min prioriteringsliste med dem, viste ekstraordinært flot arbejde.

Jeg er superstolt af dem begge – det var virkelig guddommelig træning.

Ingen kommentarer: